Dagen før operationen ved “Tour de Riget”  fik jeg besked på at faste fra kl. 6.30 tirsdag morgen og “tørste” fra kl. 11.00 tirsdag formiddag. Så jeg stod op kl. 5.45 tirsdag morgen og spiste mad for sidste gang i ja… 13 timer blev det så.

5E2D447E-4A67-4E71-9533-C0BE008DD9AFKlokken 11.00 skulle jeg møde op på brystkirugisk afdeling, hvor jeg blev indlagt. Her blev jeg mødt af min kontakt sygeplejerske, som havde lavet et rigtig fint navneskilt til mig (se billede). Hun kom med hospitalstøj og super sexede støttestrømper (se billede), som virkelig sad stramt. Men med god grund, for de sørger for, at ens blodcirkulation forbliver god i benene under hele operationen, så man ikke får blodpropper i benene.

Jeg ventede og ventede, og kl. 13 blev det min tur til at blive opereret. En super flink portør kørte mig ned på operationsstuen og fortalte, at jeg skulle tænke på søde feer og gode tanker inden jeg blev bedøvet. Jeg hilste så på en hel flok venlige damer, som skulle bedøve mig, og hjælpe kirurgen under operationen. Anæstesilægen ligger så et drop i min hånd, og fortæller at hun nu sender bedøvelsen ind. Så jeg går straks i gang med at tænkte på gode feer og dejlige ferier… Efter nogle sekunder kigger damerne på mig…”ja, du må liiige sige til, når du kan mærke noget”. Og jeg lå igen og tænkte og tænkte på dejlige ferier. Og først efter flere sekunder fortæller jeg, at jeg mærker en varmende fornemmelse i maven, jeg tænker igen på gode ferier. Og varmen nærmer sig brystet og mit hoved og endelig falder jeg i søvn. Så det der med, at “du når ikke at tælle til 5, før du sover” …hmm… den passer ikke altid, jeg kunne nå at tælle til 5 flere gange på den tid…🙈

Efter 4 timer og 15 min. Er operationen slut. Men først efter 4 timer og 45 min vågner jeg på en opvågningsstue. Normalt ville man vågne 10 min. efter de stopper bedøvelsen, og være i stand til selv at gå tilbage til sin seng. Det kunne jeg så ikke, de måtte nemlig give mig en gas form, før det lykkedes dem at få mig til at sove ordentlig. Så min krop suger virkelig til sig af de gode sager, må man sige 😅

Nå, men tilbage på opvågningsstuen, kommer jeg hurtigt lidt til mig selv på meget kort tid og får selv regnet ud, at der var noget galt siden operationen tog så lang tid. Kirurgen sagde jo at det ville tage mellem 3 og 4 timer. Så der vidste jeg allerede, at hun havde taget lidt ekstra lymfer i venstre side, fordi de havde fundet noget der. Så ja, der kørte tankerne hurtigt i det høje gear igen. Mine forældre og to storesøstre kom ind og så til mig. Efter lidt tid blev jeg kørt op på plastilkirugisk afdeling og får besked på, at de gerne vil holde på mig natten over. Normalt får man ellers lov at tage hjem igen samme dag. Men med god grund holdte de på mig…

Nu kunne jeg endelig få noget at spise igen! Melon var dog det eneste nogen skulle tilbyde mig, alt andet skulle jeg bare ikke have ned! Som I kan se på billedet ovenover, kunne jeg lige fremskaffe et smil, men derudover var jeg mest bare træt og usikker. Men så kom jeg til mit første toiletbesøg efter operationen; det gik egentlig helt fint, det tog dog flere minutter at komme langsomt ud af sengen uden af besvime. Sygeplejersken og min søster måtte også holde mig under hver arm. Men ud på toilettet kom jeg! Og så tissede jeg grønt! Det gør man åbenbart af blå kontrast. (Noget kontrast man får ind, under operationen, som så søger op til skildevakslymfeknuden, så det er endnu lettere for kirurgen at finde den)

Senere samme aften ville jeg ud at gå en tur på gangen med mine forældre, for at komme så hurtigt ud af sengen som muligt. Må så gik det galt, da jeg satte mig op. Alt blod forsvandt fra mit hoved og det pev for ørene, og jeg blev halvdøv. Så var det ellers bare med at ligge mig ned, inden jeg besvimede. Det samme skete i løbet af natten og en gang morgenen efter. Natten var lang at komme igennem, da kroppen ikke ville sove, så jeg opgav at sove kl. 5.30. Men ved 9-tiden formiddagen efter, kom jeg endelig op at stå, med min far som støtte, og så spadserede vi ellers op og ned ad gangen i bedstemor tempo. Og så blev jeg heldigvis udskrevet! Lidt usikker på benene, men som sygeplejersken sagde: “når du kan rejse dig uden at besvime, så må du tage hjem, når du er klar”. Jeg sov så i bilen hele vejen hjem 😅

 

Dagene efter var meget op og ned. Selvom sygeplejerskerne sagde, at kirurgen havde fjernet alt det kræft, man overhoved kunne finde, så jeg i princippet er rask, var det stadig svært at få ind i hovedet. Jeg tror, at de sidste par uger lige skulle bundfælde sig hos mig, da alt havde gået så stærkt, så jeg egentlig ikke kunne følge med, mens jeg samtidig bare gerne ville have det hele væk med det samme, og det kunne kun gå for langsomt… Men efter nogle dage, var jeg da også overbevist om, at jeg nu er rask, og blot skal gennem EFTERbehandling, for at undgå, at det kommer igen en anden gang.💪🏼

-Clara 💜

Reklamer