Jeg vil gerne fortælle jer min historie fra helt tilbage, da jeg fandt knuden i mit ventre bryst og frem til i dag. Min historie har overrasket mange, og nogle egentlig ikke særlig overraskede, når jeg fortæller om min oplevelse gennem det danske sundhedssystem. For selvom jeg har rost Rigshospitalet, er det ikke det hele, som er gået lige smurt desværre…

Men min historie startede sidste sommer. Jeg opdagede min knude i slutningen af juni måned 2016. Her var den allerede 1-2 cm stor, men jeg tænkte ikke så meget over det. Da jeg opdagede knuden, datede jeg tilfældigvis en lægestuderende, som fik overtalt mig til at gå til lægen og få den undersøgt. Det gjorde jeg så. Min læge tjekkede mig og sendte en henvisning til Ringsted sygehus, da han ikke selv kunne sige, hvad det var. Ca. 1,5 uge efter var jeg indkaldt til ultralydscanning. Her kom jeg ind til en læge og en sygeplejerske. Lægen scannede hurtigt begge mine bryster, tog nogle billeder og sagde, at det så fint ud – og at det desuden var meget normalt, at en så ung pige som mig, får godartede knuder – og at jeg er for ung til at få bryst kræft. Og så gik han. Der stod jeg ellers som et stort spørgsmålstegn og måtte spørge sygeplejersken, hvad det helt præcist var, jeg havde siddende i brystet og hvad der kunne gøres ved det. Hun sagde, at godartede knuder var ikke noget man gjorde noget ved. Og så gik jeg ellers lettet hjem i troen om, at alt var som det skulle være.

I månederne efter mærkede jeg at knuden voksede og voksede, men jeg tænkte ikke mere over det, for det kan godartede knuder jo også. Men efter nytåret 2017 begyndte brystet at gøre ondt, min brystvorte blev indadvendt og jeg fik en underlig rød og tør plamage på huden lige ved knuden. Så gik jeg ellers ind og læse om knuder, her stod der, at godartede knuder også kunne få brystvorten til at vende indad og så tænkte jeg ikke videre over det. Men efter et par måneder mærkede jeg en lille knude i det højre bryst, og så begyndte jeg ellers at undre mig lidt. Men den føltes lige som den anden, så den var jo bare godartet. Så først efter lidt overtagelse fra min kæreste og min veninde, tog jeg mig endelig sammen til at gå til lægen i midten af april. Han tjekkede den igen og kunne godt mærke, at den var vokset og at brystet udseende havde ændret sig. Han sendte mig så igen hen på Ringsted sygehus, da den hellere måtte blive tjekket igen og muligvis opereres væk.

1,5 uge efter tog jeg så min lægestuderende søster under armen og afsted til Ringsted sygehus. Her blev jeg igen scannet, denne gang af en noget flinkere læge, som taler svensk. Han sagde, at knuderne så normale ud på billederne, og at det var den samme slags knude på begge. Han ville dog alligevel lige tage en biopsi i det venstre bryst for en sikkerheds skyld, da han også undrede sig over, hvorfor jeg havde så mange gener. Efter ultralyd og biopsi skulle jeg hen og snakke med en brystkirurg. Hun ville ikke operere mig, for alle billeder tydede på, at de var normale godartede knuder – og hvis hun skulle operere ville mine bryster blive deforme, og der ville hurtigt kunne komme nye knuder af det. Hun ville ikke engang mærke på knuderne. Så jeg kørte hjem igen, men en lettet følelse i kroppen.

undersogelservaevsproeveg

En uge efter ringer jeg hen til afdelingen og får en tid, tidligt dagen efter. Både min kæreste og min søster tilbyder at tage med hen og få svar. Men jeg sige til dem begge, at det ikke er nødvendigt: “De siger jo bare at den ser normal ud, og så er jeg tilbage igen om 1,5 time.” Så jeg kørte hen på Ringsted sygehus alene d. 4. maj… og det er noget jeg længe vil fortryde…
Her bliver jeg hentet af en sygeplejerske, på vejen ind i et lokale går vi forbi den læge, jeg skal snakke med. Lægen snakker lige i telefon, så sygeplejersken følger mig ind lokalet. Døren går op og lægen kommer ind. Han fortæller, han lige har snakket med en læge fra Rigshospitalet, og jeg tænker: Ja okay, men hvorfor skal jeg dog vide det?” Han fortæller så, at de snakkede om mig, fordi at de i min biopsi have fundet kræft…

Efter ordet kræft bryder min verden sammen. Tårerne fosser ud i vandfald og det eneste, jeg tænker på, er at jeg må have fat i min kæreste og mine forældre. Mellem telefon opkald og galoperende tanker, får jeg nogenlunde alle informationer med fra lægen, han måtte dog gentage sig selv ret mange gange. Jeg får opsnappet det meste, men tårene og tankerne er på overarbejde. Sygeplejersken havde allerede lavet en seddel over hvad der skulle ske de næste 12 dage. Planen var altså allerede lagt. Jeg fik selv lov at vælge om jeg ville opereres på Ringsted eller på Rigshospitalet. Da datoerne for operationen er den samme uanset sygehus, vælger jeg med det samme Rigshospitalet. Så ved samme møde fik jeg allerede operationsdatoen d. 16.maj. Alle undersøgelser ligger også fast, og starter med det samme. Mit hoved kunne bare på ingen måde følge med, det eneste jeg tænkte på, var hvorfor de ikke bare fjernede mit bryst med det samme – det skulle bare væk! Men så let går det ikke, trods jeg kom helt vildt hurtigt til, da jeg er så ung, så kommer man noget hurtigere gennem systemet.

Efter samtalen skal jeg direkte videre til undersøgelse. Den søde sygeplejerske fulgte mig ned til CT-scanneren og snakkede med mig hele vejen derned. Her blev jeg overtaget af en dame, som skulle lave CT-scanning på mig – hun vidste også hvorfor jeg kom. Efter CT fulgte damen fa CT-scanneren mig ned for at få taget biopsi af mit højre bryst, for at se om der også er kræft i knuden i det bryst. Og så så jeg min far var kommet. Jeg skyndte min hen til ham, for at fortælle det hele, og tårerne blev ved med at fosse ud. I mens jeg ventede på, at komme ind og få taget biopsi nåede min kæreste også at komme. Det var virkelig rart at have dem begge ved mig!

Jeg kom så ind og fik taget biopsi – her krævede jeg at få den samme svenske læge, som lavet biopsi i det andet bryst, og han ville selvfølgelig gerne tjekke det andet bryst også. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af ham den gamle læge, jeg mødte første gang jeg var inde på sygehuset.
Efter biopsi skulle jeg ned og have taget blodprøver, for dagen efter skulle jeg møde op på afdelingen igen og få lavet en MR- scanning af mine bryster. Vi tager så hjem og resten af dagen er fuldstændig sumpet. Så den 1,5 time jeg regnede med, blev til 3-4 timer sygehuset…
Dagen efter har jeg min mor med inde til MR-scanning. Her bliver jeg mødt af en flink læge, som var rigtig god til at spørge mig flere gange under scanningen, hvordan jeg havde det. Jeg havde nemlig fortalt ham inden, at jeg har lidt klaustrofobi. Da jeg er færdig med scanningen kommer jeg ud i opklædningslokalet og får mit eget tøj på igen. Og vi venter på om lægen eller sygeplejersken kommer ud og fortæller, at jeg enten gerne må, eller at jeg skal vente og se om jeg reagere mere på kontrasten. Men der kom ingen ud, til sidst besluttede vi os bare for at gå. Jeg spørger så i receptionen, om jeg bare må gå. Hun ringer så ned til dem i MR og spørger. Jeg må så gerne gå… Men lidt uprofessionelt, at de ikke kom ud og fortalte mig det selv. Men allerede der, lærte jeg, at man skal råbe højt for at komme igennem med noget i sygehusvæsenet.

Men udover Ringsted sygehus’ “SMÅ UPS’ERE”, føler jeg mig nu ganske fint behandlet, og lidt over halvdelen af de mennesker jeg mødte, var dygtige og rigtig flinke. Specielt den hurtige svenske læge, som tog en biopsi på mig – ham skylder jeg et kæmpe tak! Han har været med til at redde mit liv! 💪🏼😍

Må hellere stoppe her, og så må I få anden del af historien i et af mine næste indlæg.

 

-Clara💜

Reklamer