Økonomisk støtte – hvad er det for noget? Det har noget større betydning, end hvad man måske lige går og tror. Det er i hvert fald gået op for mig, hvor vigtigt det er. Normalt er jeg ikke typen, der konstant tænker på penge. Men i det her forløb, er jeg blevet mere opmærksom på den egentlige værdi af dem. Det er ikke pengene i sig selv, der er vigtige, men det er den livskvalitet, jeg kan få ud af dem. For rigtig mange af de behov jeg har for tiden, de koster desværre en hel del penge.

Så jeg gennemtænkte alle de muligheder jeg havde, får at få lidt støtte et sted fra.
Først forhørte jeg mig, hos min forsikring PenSam, de ville gerne dække min rejse til Zanzibar, jeg skulle have været på i juli. Men jeg er åbenbart ikke dækket af kritisk sygdom, selvom jeg ellers troede, at det var en selvfølge, at den var en del af min ulykkesforsikring… Men det er noget man aktivt selv skal bede om, og ikke noget, man bliver oplyst om, når man skifter forsikring til PenSam. Jeg er faktisk ikke engang dækket af en ulykkesforsikring, selvom jeg er hjemmeboende og går under mine forældres forsikring. Men da jeg er over 18, så jeg er ikke dækket – det glemte de bare at gøre os opmærksom på, da vi skiftede forsikringsselskab til dem…

Så prøvede jeg lykken med at søge sygedagpenge, men der er også super mange regler for, hvornår man er berettiget til det. Og da jeg ikke er med i nogen a-kasse eller har et fast job, så har jeg ikke ret til sygedagpenge.

Så måtte jeg jo prøve min sidste mulighed: kontanthjælp – jeg havde ellers aldrig i mit liv troet, at jeg skulle søge kontanthjælp, jeg har heller aldrig haft lyst, da jeg ikke orker deres skøre system. Men da jeg havde fået at vide, at man ikke skal i aktiveringskursus, når man har en kritisk sygdom, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve alligevel. Så i et desperat forsøg, for at få noget støtte til min behandling, brugte jeg 3 timer i ungehuset, for at søge kontankthjælp. Det viste sig så at være fuldstændig spild af tid, da min “formue” er for stor. Jeg blev derfor afvist og fik besked på, at jeg måtte bruge mine hårdt optjente rejsepenge, til at forsørge mig selv med. Man kan altså ikke bare sådan lige få kontanthjælp, hvis man har kræft – kun hvis man er heldig, at man er super fattig, og nærmest hjemløs, så kan man godt få kontant hjælp – og det er også kun, hvis man er heldig, man slipper for kommunens fjollede aktiveringskurser – men kun måske!
Øv! Jeg betaler ellers glædeligt min skat, og er evigt taknemlig for, at jeg så kan få gratis lægehjælp, men økonomisk støtte? HA! Det skal jeg kigge længe efter…

money-tree

Så min sidste mulighed, for at have noget at leve af, er at arbejde. Og jeg ville også ønske, at jeg kunne tage alle de timer, der kommer til mig. Men problemet er bare, at jeg ikke aner, hvordan kemoen tager på mig, og hvor meget jeg så er i stand til at arbejde.

Der er en del omkostninger i forbindelse med min behandling, og det er virkelig begrænset, hvad jeg kan få dækket..
Min egen læge er heldigvis fantastisk, han giver mig en psykolog uden at stille spørgsmålstegn, han underskriver diverse ansøgninger til legater osv. og støtter mig gennem det hele. Men kommunen og forsikringen… det er en helt andet sag. Forsikringen var heldigvis så flinke at dække min dyre rejse til Zanzibar, men jeg måtte selv gøre alt arbejdet og holde dem i ørene, før jeg så en eneste krone. Andet er de overhoved ikke behjælpelige med. Det samme gælder kommunen, der er altså heller ikke noget hjælp at hente der overhoved..

Jeg er nu heldigvis kommet igennem til en sundhedskoordinator – hun kan selvfølgelig ikke hjælpe mig økonomisk, men hun kan alligevel godt hjælpe mig med nogle omkostninger i forbindelse med behandlingen, jeg ellers selv skulle ud og betale for. Gennem hende vil jeg nok kunne komme til en diætist, komme i fitnesscenter og møde andre i min situation, så jeg kan styrke min psyke og sundhed. Hun kan derfor være en stor hjælp for mig, ved at hjælpe mig til at leve sundt under kemoen, som gør det lettere for mig at komme igennem den. Det er jeg rigtig glad for!

Så det eneste jeg egentlig står tilbage med, det er, at jeg nok ikke har nogen sønderlig indkomst under kemoen, da det ikke er sikkert, jeg er i stand til at arbejde så meget. Så pengene kommer til at knibe lidt. Jeg ville ellers gerne kunne komme hos en akupunktør, da det har vist sig, at være en stor hjælp for mange i kemo. Men akupunktur er bestemt heller ikke billigt, og der skal en del gange til. Dertil kommer alle de vitaminer, som lægerne anbefaler, at jeg spiser, men dem skal jeg selv ud at købe. Så i sidste ende er der ikke mange penge tilbage til oplevelser og andet, som ellers også er super vigtige, da det er vigtigt, at komme ud mens man får kemo, så man ikke bare ligger derhjemme og føler sig dårlig. Det giver i hvert fald mig mere livskvalitet, at have penge og overskud til at komme ud sammen med mine venner og lave noget sjovt, når jeg skal igennem noget så hårdt som kemo og alt det andet.

Men jeg håber det med økonomien nok skal gå, det bliver det nødt til. Jeg har heldigvis min søde familie, som kan støtte mig!
Det er jo heller ikke fordi, jeg ikke får noget hjælp overhoved – jeg får rigtig meget hjælp, som jeg overhoved ikke kan undvære og er dybt taknemmelig for – havde bare brug for at dele min triste historie om min triste kommune og forsikring med jer. Så kan der blive plads til positive tanker i mit hoved igen.

 

-Clara 💜

Reklamer