Jeg er den eneste i min omgangskreds, der er i kræftbehandling. Jeg kender kun 2 på min alder, som har haft kræft, men ikke den samme slags, som den jeg bliver behandlet for. Jeg ligner ikke andre unge på min alder; jeg er skaldet, jeg har kun et bryst, snart ingen bryster, og lige nu er jeg i en midlertidig overgangsalder. Jeg må ikke drikke, jeg skal helst ikke gå i for lidt tøj, og jeg må ikke tage ud et rejse eller ud at bade ved stranden. Disse ting har alt andet end med ungdom at gøre – jeg kan altså ikke være ung lige nu, ligesom de fleste andre unge. Jeg bliver selvfølgelig ung igen og kommer til at ligne mere eller mindre alle andre unge, så snart jeg er helt rask og ovenpå igen. Men det gør det stadig svært at være mig nu.

 

At jeg er den eneste i min omgangskreds, som er i kræftbehandling, er jeg selvfølgelig glad for, for jeg ønsker det ikke for nogle andre. Men det kan godt få mig til at føle mig meget alene, anderledes og speciel. Mine venner er rigtig dygtige til at være der for mig, lytte til mig, og lave normale “ungdomsting” sammen med mig. Jeg føler ikke, de ser anderledes på mig end før og så alligevel lidt. De ser stadig den vilde, modige, bestemte, glade og følsomme Clara. Men nu ser de mig også, som den kræftramte, nervøse og anderledes Clara – og hende skal de lige lære at kende. Det må være super svært at være så tæt på mig, som min ven og ikke ane, hvad man skal sige, når jeg snakker om kemo, hårtab og min anderledes krop. Men de prøver! Og for det meste kommer de med de rigtige svar eller bemærkninger! Haha!😂 Men ikke altid…

Det der påvirker mig mest, er de ting, jeg ikke kan lave sammen med mine venner, og de ting der er svære at snakke om. Jeg savner at kunne brokke mig over en lærer, jeg savner at gå i byen med mine veninder og flirte, og jeg savner at kunne gå på stranden og i svømmehallen. Men hvad tænker folk ikke, når de ser jeg kun har et bryst, at jeg er skaldet og er i kræftbehandling. Jeg tænker, at det nok skræmmer andre folk væk. Måske fordi jeg er anderledes, måske fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til mig. Ser jeg mon farlig ud? Er jeg ikke attraktiv nok, fordi jeg kun har et bryst? Eller tænker de, at jeg måske smitter? …Okay jeg holder måske også mig selv tilbage, men jeg har ingen at spejle mig i, jeg har ingen der går foran mig, og viser, at det er okay at være ung uden at ligne alle andre. Der er ingen der viser mig, at det er okay, at folk reagerer på, hvordan jeg ser ud. Der er ingen der viser mig, at det ikke er mit problem, men at det jo egentlig er deres. Derfor føler jeg mig også ensom – jeg går alene uden nogen foran mig, jeg må selv vise vej.

 

Jeg føler mig ofte ensom, for jeg har ikke nogen på min egen alder, jeg lige kan snakke om brystpoteser, sex og parykker med. Jeg skal selvfølgelig til at snakke med en psykolog, og jeg skal også snart ned og se til den Ungkræftgruppe, der er i Næstved – så jeg ved godt, der er en masse tilbud til mig. Men det er stadig ikke helt det samme. De kender mig ikke på samme måde, som mine venner gør, og jeg kan ikke bare lige ringe til min psykolog og sige: “Jeg kommer lige over om 10 min., jeg har lige brug for at tale om noget, eller lave noget andet, som flytter mig fokus”. Det er selvfølgelig heller ikke altid, mine venner lige har tid med 10 minutters varsel – for de er jo stadig unge; de studerer eller arbejder om dagen, de har kærester, som skal passes om eftermiddagen, og de går tidligt i seng eller går i byen og fester om aftenen. Men altså… heldigvis finder de altid tid til at ses på et eller andet tidspunkt. Men det kan også få mig til at føle mig lidt ensom, jeg kan nemlig ikke det samme, som de kan lige nu, og det gør, at der noglegange er længere mellem, at vi ses.

 

Min vennekreds er lille, men jeg har et rigtig tæt og stærkt forhold med mine venner. De har alle nogle forskellige egenskaber, som er virkelig gode, og som gør, at de kan hjælpe mig med froskellige ting. Det gør mig rigtig tryg. Mine venner betyder utroligt meget for mig, og de støtter mig, så godt de kan gennem det hele! Jeg glæder mig bare sådan til, at jeg kan komme ud og være ung med dem igen, så vi har nogle flere ting og noget mere tid, vi kan dele sammen.

Det er heller ikke, fordi jeg føler mig ensom hele tiden. Jeg har massere ting at tage mig til, mine venner finder tid til mig, når de kan, og jeg har min familie, jeg også altid kan gå til. Men ind i mellem, så kan ensomheden godt overvælde mig en del.

 

-Clara 💜

Reklamer