Kemoen er så småt ved at forsvinde helt ud igen. Det lugter jeg tydeligt gennem min sved. Jeg sveder nemlig rigtig meget for tiden, og en del af det, er fordi jeg er ved at udskille kemoen. Det har jeg egentlig gjort hele tiden, siden behandlingen, gennem bl.a huden, urin og sved. Men jeg synes virkelig, jeg lugter fælt af kemo for tiden. Den sidder hele tiden i mine næsebor, og jeg er ved at være godt træt af det.

Kemoen har undervejs taget en del med sig; de resterende kræftceller (hvis der var nogle), mine hvide og røde blodceller, min appetit, min energi og snart også mit hår. Heldigvis har den ikke taget nogle af mine kilo – som det ser ud nu, holder jeg nemlig vægten… takket være min lyst til osteboller, crossainter, advokado og makrel.

Jeg er virkelig glad for, at jeg har formået at holde vægten ind til videre, dog ikke på en hel sund måde, men jeg holder den! Det var nemlig et af de ting flere læger og sygeplejesker havde bedt mig gøre – at holde vægten. Jeg har nemlig allerede tabt mig 6 kilo siden den dag, jeg fik at vide, jeg havde kræft. Det er 6 kilo på kun 6 uger… jeg var ikke selv så stolt, trods jeg ellers længe havde ønsket at tabe de kilo – det føltes bare forkert, for jeg havde ikke tabt dem på en ordentlig måde. Nu har jeg også pludselig brug for de kilo, for man ved aldrig hvad kemoen kan bringe af vægttab.

Men det er okay, så længe jeg holder vægten nu, som det umiddelbart ser ud til, så skal det nok gå… men 4 kilo mindre, så er jeg pludselig ikke “normalvægtig” mere. Jeg håber dog mine smagsløg og appetit ændrer sig lidt, så jeg får lyst til lidt andet end crossainter og osteboller de næste 3 måneder – det kan ikke være helt sundt med det 😅

 

Billederne her er taget med 4 dages mellemrum, og jeg synes nu selv jeg kan se en forandring.

Min hovedbund klør i hvert fald helt ulideligt meget for tiden, det er lige, så jeg kommer til at klø hul, mens jeg sover. Så jeg tænker, at det er tegn på at mine hårsække kæmper, men nok snart må give efter og lade håret falde. Min sygeplejerske mener i hvert fald, at det nok sker inden for de næste 1-2 uger. Der vil min kropsbehåring også falde af – men det klager jeg nu ikke over – så sparer jeg på barberskrabere denne sommer! 😎

 

Men alt i alt er der blevet fysisk mindre af mig, der er heldigvis blevet mere af mig på andre måder. Jeg har lært så meget af alt det her og lærer mere og mere hver dag. Jeg er blevet meget klogere på mig selv, hvad jeg vil, og hvad jeg skal – klogere på andre og klogere på livet! Så jeg kommer på en eller andet måde meget rigere ud på den anden side af efterbehandlingen og videre ud i livet!

 

-Clara💜

Reklamer