Tredje dagen var også slem sidst – men i dag var den rigtig slem… Jeg vågnede i morges med en forfærdelig kvalme, så sov jeg lidt videre. Men jeg sov meget let, fordi jeg havde det så skidt. Jeg kunne kaste op hele tiden…

Det eneste problem var bare, at jeg ikke havde noget at kaste op, for jeg kunne intet spise, og det gjorde det kun værre. Jeg blev endda nødt til at aflyse min aftale på Næstved sygehus i dag. Jeg skulle ellers have skudt Zoladex ind i maven (kunstig overgangsalder). Men bare tanken om at sidde i en bil hele vejen til Næstved og tilbage igen, kunne jeg på ingen måde overskue. Så jeg har fået en tid til det på mandag i stedet for.

Jeg havde bare intet held med de kvalmestillende piller – så til sidst overgav jeg mig og tog en anti-kastop-pille. Den skal ligge under min tunge og så optages det i blodet, samtidig med at jeg også sutter lidt på den. Den var virkelig effektiv – efter små 5-10 minutter kunne jeg mærke trængen til at kaste op, forsvandt lige så stille. Kvalmen var der stadig lidt, men den kender jeg også en kur imod! Min akupunktør Lene fra Skælskør! Hun reddede min dag og maste mig ind i hendes kalender. Hun er virkelig dygtig – hun fik mig i første omgang til at slappe mere af, og jeg fik lidt appetit igen. Og her hen ad aftenen er kvalmen stortset væk! Og det er jeg sikker på er på grund af hendes hjælp! Jeg skal dog stadig sørge for kun at spise små portioner mad – for ellers kommer kvalmen hurtigt igen…

Men efter akupunkturen har jeg sovet et par timer, og nu føler jeg mig noget mere ovenpå!

IMG_6335.JPG

Garfield passede på mig igen i dag! Han er altså virkelig en trofast og omsorgsfuld kat!

Jeg håber, jeg har overstået de værste bivirkninger denne omgang! Jeg har også hørt fra flere, at 2. omgang skulle være værst – andre siger 3. omgang, men det får jeg at mærke om 3 uger 🙈

Jeg har besluttet mig for, at jeg fra nu af, kun kan få det bedre! 💪🏼

-Clara 💜

Reklamer