Jeg har aldrig været i stand til at tage en dag ad gangen. Mange har opfordret mig til det, men det har aldrig lykkedes. Jeg tror, man skal gennem noget meget voldsomt, før man rigtig lærer det.

Jeg har lært det nu. Jeg kan ikke andet, jeg er tvunget til det. Men det er faktisk rigtig rart! Førhen stressede jeg over lange todo-lister, jeg havde lavet flere dage i forvejen. Jeg var bange for, jeg ikke nåede, alt det jeg skulle. Jeg kunne planlægge flere uger frem i tiden. Det kan jeg ikke mere. Nu er jeg bare glad og taknemlig for en ny dag, hver gang jeg vågner.

IMG_6416.JPG

Jeg er bare glad og taknemlig for at vågne hver dag og tænke: Skønt! Endnu en dejlig dag har jeg i vente! Hvad skal jeg lave i dag? Jeg har tænkt meget over, hvorfor vi ikke altid gør det, men jeg kan nok konkludere, at det er fordi, vi har for travlt og er for stressede til at nyde livet. Vi kan ikke engang nyde de helt små ting, som at vågne op til en ny dag – hver morgen. Det er bare ikke muligt, hvis vi ikke giver os selv lov til det.

Da jeg vågnede her til morgen, kunne jeg ikke andet end at smile, blot fordi jeg vågnede igen til en ny dejlig dag. I går da jeg gik i seng, var jeg nervøs for at sove. Jeg havde fået halsbetændelse, og jeg var nervøs for, hvad der skete, hvis jeg sov mig fra det. Det lyder måske mystisk, for det er jo på ingen måde farligt, at ligge sig til at sove med en simpel halsbetændelse. Men jeg havde det virkelig mærkeligt i går aftes, jeg var bange for, jeg måske var ved at få en infektion. Og lige nu er det ikke sikkert, min krop selv er i stand til at slå en simpel infektion ned. Jeg havde ikke feber i går aftes, men hvis jeg havde, måtte jeg ikke ligge mig til at sove, da jeg så skal have behandling med det samme. Jeg var derfor bange for, om jeg ville få feber, mens jeg sov. Men det gjorde jeg heldigvis ikke! Og i dag er jeg bare så glad for at vågne og vide, at jeg allerede har det bedre.

Der skal vist ekstremer til, før man bliver bange for helt små ting og samtidig lykkelig for helt små ting!

Så vær taknemmelig når du vågner – hver morgen! Nyd det, uanset hvor kedeligt og hårdt dit job er, uanset hvor lidt du gider stå tidligt op, og uanset om du står op og har en fuld booket dag! Nyd det og lad være at stresse over det, for så bliver det kun værre. Og tro mig! Jeg vil gøre alt for at bytte med dig, hvis jeg kunne!

Jeg vil gerne være den skraldemand, som sidder og halvsover på passagersædet, fordi han er stået tidligt op. Jeg vil gerne være den far til 3 skrigende børn, som vækker dig kl. 5 om morgenen, fordi de er sultne og klar til en ny dag. Jeg vil gerne være den læge, som står og operere og redder en mand efter et trafik uheld, selvom hun er træt og har været på vagt siden kl. 7 i morges! Jeg vil gerne alt det, men lige nu kan jeg ikke.

Men så snart jeg er færdig med mit efterbehanlingsforløb, så står jeg med glæde op kl. 3 om morgenen for at holde vores by ren og tømme vores skraldespande. Jeg står gerne op kl. 4 om morgenen, fordi jeg elsker mine børn og glæder mig over, at vi alle er sunde og raske. Jeg operere dig gerne midt om natten efter et trafikuheld, selvom jeg har været på en urimelig lang vagt, fordi det glæder mig, at jeg kan redde dit liv!

Lev nu livet for pokker! Og nyd de små ting i stedet for at brokke dig over, hvor hårdt du har det! For du er sat i verden af en grund! For at gøre noget godt og nyde dit liv, mens du har det! Hvis du er utilfreds med noget, så lave det da om med det samme. Du ved ikke, hvornår du får chancen igen!

-Clara💜

Reklamer