IMG_6598

Det har min mobil sagt de sidste 4 dage. Det er helt vildt! Jeg er så glad!! Det skyldes, at Kræftensbekæmpelse kontaktede mig i onsdags og spurgte, om de måtte dele min blog og min historie. Det sagde jeg med det samme ja til! Alle må dele min blog! Jeg vil gerne nå ud til så mange som muligt, så vi kan få aftabuiseret kræft! Og så jeg måske kan nå ud til andre i samme situation, som måske kan have glæde af at læse min blog, så de kan se, at de ikke er alene!

Kræftens bekæmpelse delte så min blog i fredags på deres Instagram – her fulgte det første boom af læsere, søde og opmuntrende kommentarer samt historier fra andre berørt af kræft. Søndag delte de min historie på deres Facebook side – her fulgte endnu en storm af delinger, læsere og fantastiske kommentarer. Og så troede jeg ellers, det var det… men i mandags bad Støt Brysterne om lov til at dele min blog og historie. Her sagde jeg selvfølgelig ja igen. Og igen fulgte en storm af læsere, opmuntrende kommentarer og gode ideer. Det er fuldstændig overvældende! Jeg ved næste ikke, hvad jeg skal sige! Fra den ene dag til den anden har flere tusind mennesker fra både ind- og udland været forbi min blog!

Sikke et fællesskab der blev skabt! Her havde alle mulighed for at fortælle om deres tilknytning til kræft, eller dele deres  forståelse og opbakning til mig og andre i en lignende situation. Det var så utroligt rørende at læse alles kommentarer og beskeder til mig. Jeg fik helt tårer i øjnene og skulle lige vende mig til, at alle skrev til mig! Jeg har derfor svævet lidt på en sky de sidste dage! Endnu et mål har jeg nået i min kamp mod tabuet og i min kamp om at få folk til at sætte ord på dette emne!

Inden jeg blev syg, kendte jeg meget få, som have haft kræft. Efter jeg begyndte at dele min historie, fandt jeg ud af, at utroligt mange enten selv har/havde haft kræft eller kendte mindst en anden, der havde haft det eller har det. Men hvorfor har de ikke fortalt om det før, tænkte jeg? Hvorfor skal man være syg, før man snakker om det? Sygdommen kommer til at berøre alle, derfor skal vi snakke om det! Så kunne det være, at jeg og mange andre ikke følte sig alene i verden, den dag de fik konstateret sygdommen.

De sidste dages fokus på emnet har kun givet mig mere blod på tanden for at kæmpe videre. Både for at kæmpe min egen kamp, men også for at kæmpe orderts kamp og fællesskabets kamp! For vi skal snakke om det, vi skal ikke være bange for at snakke om det! For hvis vi snakker om det, bliver vi stærkere sammen! Jeg håber at nå ud til endnu flere mennesker, så vi kan få sat ord på det, også selvom det er svært. Jeg håber også, jeg kan inspirere andre i samme situation og give håb! Min mål er at nå ud til endnu flere medier og endnu flere mennesker!

Jeg kan slet ikke takke Kræftens bekæmpelse og Støt brysterne nok! Uden jer havde jeg måske ikke kommet så langt ud til folk – og tak for jeres store indsats og fantastiske arbejde, uden jer havde jeg nok følt mig helt alene! Og tak til alle jer læsere for alle de respons, I har givet mig de seneste dage! Jeg håber, I bliver ved med at kommentere mine blogindlæg, og at I vil dele min blog med alle jeres kære! Jeg håber, I vil blive ved med at dele jeres historier og jeres erfaringer med mig og støtte mig og hinanden!

-Clara 💜

Reklamer