Senfølger af kemo-, stråle- og hormonbehandling er ikke det, jeg er blevet oplyst allermest om. Lige nu handler det jo også mest om at gøre mig rask. Men alligevel er jeg pludselig begyndt at tænke meget mere over, hvad behandlingen også kan gøre ved mig i fremtiden.

Jeg har læst mig lidt til andres erfaringer på cancerforum.dk, men der er ikke så meget, jeg kan sammenligne mig selv med. Det skyldes måske også, at jeg er i det nye behandlingsforløb, hvor man deler de sidste 3 kemo behandlinger op i 9. Det skulle være mere skånsomt og med færre bivirkninger, men hvad med senfølgerne, bliver de også færre?

IMG_6640

For tiden har jeg mange tanker om, hvad specielt kemobehandlingen kan sætte sig af spor i mig. Jeg får hele tiden at vide, at fordi jeg er så ung, så er min krop nok i stand til at genopbygge næsten alle nerver og celler igen. Det håber og tror jeg også er rigtigt. Men alligevel… hvad med alle mine organer, kommer de til at fungere normalt igen? Kommer jeg ud af det her uden smerter? Er det muligt at komme gennem et behandlingsforløb uden senfølger og er ens krop lige så stærk efter kræftbehandling, som den var inden man fik kræft?

Er der nogle, som har erfaring med dette? Skriv gerne en kommentar under indlægget.

Jeg synes, det er svært at overskue, at jeg skal igennem 9 behandlinger mere, og her skal endda ind hver uge. Og kan jeg nu tåle det? Hvad nu hvis jeg ikke kan? Jeg har bestemt ikke lyst til at få den “gamle” behandling, hver 3. uge… Er det overhoved nødvendigt? Det er lidt en overbehandling, man får – selvfølgelig for at være helt sikker på, at alt kræften er væk… men hvad nu hvis alt kræften er væk nu, og jeg alligevel fylder mig med kemo, som måske ødelægger min krop lidt…

Årh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op… for jeg tør heller ikke stoppe behandlingen, for hvad nu hvis der alligevel sidder en lille satan og gemmer sig et sted?

Jeg må jo bare tage imod behandlingen så lang tid, jeg føler, min krop kan klare det. Derefter må den alternative behandling tage over. Som sagt er jeg heldigvis ung og stærk. Jeg ved, jeg nok skal blive helt rask uanset hvad, jeg skal bare finde den vej, som er bedst for mig. Og håbe på så få senfølger som muligt.

Hvad tænker I? Hvad har I af erfaringer? Kender du til senfølger? Jeg håber, jeg kan få sat lidt gang i en debat i kommentarfeltet, så skriv endelig!

-Clara 💜

Reklamer