Jeg har været lidt stille på bloggen de sidste par dage. Men mine dage har bestemt ikke været stille og rolige. Jeg har nemlig været på farten siden i onsdags.
Onsdag havde jeg nemlig min første arbejdsdag i over 3 måneder! Jeg var tilbage i børnehaven og startede ud med 4 timer, så det var en rigtig god og stille og rolig start. Det var virkelig godt at være tilbage, jeg har virkelig savnet børnene og mine søde kollegaer. Og jeg følte for første gang i over 3 måneder, at jeg havde en normal dag igen. Det var så rart!


Lige efter arbejde tog jeg direkte til København. Jeg havde bestil billetter til et stand-up show med Sanne Søndergaard og Jakob Svendsen. Og så inviterede jeg mine forældre og et par af mine venner. Det var virkelig en god ide. Jeg fandt hurtigt ud af, hvor rart det var, endelig at kunne grine igen og bare glemme alt om sygdom og behandling. Jeg tror det var godt for os alle at få en lille pause. Sanne Søndergaard er rigtig cool, og hvis du vil se en, der gerne vil fortælle noget du virkelig kan lære af, så er det hende. Hun kommer med nogle ret interessante pointer og fortællinger. Mens Jakob Svendsen bare er hylende morsom, og er en af de få originale komikere, som ikke scorer billige point med “under bælte stedet”-jokes. Han ved rent faktisk, at det er muligt at lave gode jokes omkring ting, flere folk kan relatere til. Han kan helt klart anbefales, specielt hvis du er træt af klamme Uffe Holm-jokes!
Lige efter showet tog jeg direkte hen til min søster og sov der. Dagen efter nød jeg at gå forvirret rundt i 45 minutter, fordi jeg ikke kunne finde den rigtige bus mod Hovedbanegården. Men i stedet for at stresse omkring det, gik jeg bare indtil jeg fandt en direkte bus. Så kunne jeg også nyde nogle af bygningerne. Jeg er egentlig ret vild med blot at observere, og se hvordan byen bare summer af liv; det kan gøre mig afslappet bare at kigge. Men efter 45 minutter fandt jeg endelig en bus!
Det meste af dagen vandrede, jeg bare rundt i Københavns gader, indtil jeg fik lyst til at gå i Tivoli. Der tog jeg ind med en af mine venner. Det var vildt sjovt, og rart bare at kunne skrige alt ud, uden folk kiggede skørt på mig – hvis jeg havde gjort, det et andet sted, så ville de vist for alvor tro, jeg var tosset. Så der havde jeg endelig muligheden for at skriger alt ud af min system, hvilket jeg har haft lyst til længe… Det var virkeligt sjovt, og virkelig godt for mig!

IMG_6689
Om aftenen så vi lyset i Tivoli, og det er virkelig smukt! Der er lys overalt, som om man er med i et eventyr. Vi var også oppe i den gamle rutchebane. Dig havde jeg desværre glemt at tage min elskede kasket af, så den mistede jeg til rutchebanen… men jeg fandt en ny, med blomstermønster og København skrevet på den. 😂 Savner nu min gamle kasket, men måske jeg kan gå fat i den igen, hvis den altså ikke er kørt helt i stykker… Men det er ikke sidste gang, jeg kommer der i aftentimerne, det kan klart anbefales!

Herefter tog jeg hjem til min søster igen, og sov der til i dag. Planen var ellers at tage direkte hjem herefter, men så kom jeg tilfældigvis forbi strøget, og det lokkede. Så har vadet rundt på strøget hele dagen, været oppe i Rundetårn, spist burger og leget rigtig turist.

Men nu tager jeg også hjem til min egen lille by igen. Men det har virkelig været nogle fantastiske dage. Jeg har både trænet mine fodmuskler og mine grinemuskeler. Det kan ikke være helt dårligt!
På det seneste har jeg i den grad lært at slappe mere af og bare nyde omgivelserne i stedet for at stresse over at nå en bus. Og jeg har lært at et godt grin i ny og næ virkelig kan gære underværker.

-Clara 💜

Reklamer