De sidste par dage har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg kan gøre min blog endnu bedre og mere overskuelig, hvilke ting jeg bør skrive mere om, og hvordan jeg kan nå ud til endnu flere.

Flere af de blogindlæg I læser, har været længe undervejs; flere af blogindlæggene tænker jeg grundigt og længe over, før jeg beslutter, hvad der skal stå. Jeg har en hel notesbog, hvor jeg skriver ideer i, så snart jeg får dem. Jeg har altid en lang række blogindlæg, der bare venter på at blive skrevet. Jeg bestræber mig på at skrive et blogindlæg om dagen, og hvis der opstår noget pludseligt i løbet af dagen, jeg bare må skrive om, så skriver jeg også et blogindlæg om det med det samme. Jeg brainstormer dagligt over mine kommende blogindlæg, da det betyder meget for mig, at de udkommer på de helt rigtige tidspunkter og med den helt rigtige stemning.
Jeg skriver ind i mellem blogindlæg forud. Hvis jeg har et blogindlæg, der først skal udkomme på et bestemt tidpunkt, eller hvis jeg ved der kommer dage, hvor jeg ikke har overskud eller tid til at blogge, så laver jeg såkaldte “planlagte” blogindlæg. Så er jeg sikker på, der udkommer et blogindlæg med jævne mellemrum, og så bekymrer jeg mig ikke over det, de dage hvor jeg ikke kan blogge.

Det er også snart blevet til en del blogindlæg – jeg tror jeg talte til 80 blogindlæg inklusiv det her! Det er jo helt tosset. Så jeg tænkte, det må være lidt af en mundfuld for flere af jer nye læsere, der er kommet til for nyligt. Jeg er derfor i gang med at lave en oversigt over de sidste 3,5 måneder, jeg har været i behandling. På den måde kan I nøjes med at læse disse oversigter, og så kan I blive hurtigt opdateret om, hvad jeg har været igennem, og hvor jeg nu er nået til nu. Siderne indeholder også henvisninger til de fleste af mine tidligere blogindlæg, så man kan klikke sig ind på dem, man synes lyder interessante. Indtil videre har jeg skrevet mig igennem maj, juni og juli – august vil jeg også opdatere inden så længe. Fremover vil jeg opdatere siderne løbende.

Derudover arbejder jeg på at få sat mine blogindlæg i kategorier, her deler jeg dem også op i maj, juni, juli og august osv., på den måde bliver de forhåbentlig også mere overskuelige.

Jeg håber det kan være med til, at flere vil følge min blog, uden de føler sig tvunget til at læse alle mine blogindlæg for at kunne følge med. Det er sikkert også rart for de af jer, som har fulgt med i noget tid nu eller måske endda helt fra begyndelsen. Så kan I også læse siderne, hvis I mangler at få noget opdateret, eller hvis de kun besøger bloggen ind i mellem, så kan I lige få en hurtig headsup inde på siderne.

Siderne med oversigterne kan man finde øverst på siden. På pc’er er siderne øverst i højre hjørne, mens der er øverst og midtfor på mobiler.

Om der sker noget med layoutet, har jeg ikke besluttet endnu, men indtil videre lader jeg det blive, som det er, for jeg er egentlig ret glad for det, som det er nu. Men jeg håber ikke der sker så mange ændringer herinde på en gang, så i ikke kan følge med.

Jeg kigger også på muligheder for at promovere min blog yderligere – jeg vil jo gerne nå ud til så mange som muligt. Jeg har nogle ideer, jeg sidder og leger lidt med, men jeg har ikke besluttet mig for noget endnu. Men I kan se frem til lidt ændringer på min blog det næste stykke tid – jeg håber I bliver glade for det.

-Clara 💜

Reklamer