Nu er jeg på vej hjem fra scanningen. Det tog ca. 1 time og 45 min. Jeg har det okay nu, men det var en lidt voldsom omgang og min angst blev sat lidt på prøve.

Da jeg møder op på Nuklearmedicinsk afdeling på Næstved sygehus tager en sygeplejerske/radiolog imod mig. Jeg kommer ind i et lille rum med en seng. “Her skal du ligge helt stille i 30min., du må ikke engang snakke.”, sagde sygeplejersken. “Åh…Gud”, tænkte jeg. “Hvad har jeg dog sagt ja til?” Ikke fordi jeg har et problem med at ligge stille og være stille, men fordi det lød så dramatisk.

IMG_6760.JPG

Jeg får lagt et drop i armen, som sygeplejersken sprøjter det readioaktive stof ind i. Jeg mærker ikke så meget andet end lidt kriller i halsen. Jeg skal nu ligge mussestille i 30 minutter, for hvis jeg bevæger mig, vil stoffet søge ind i mine muskler og ind i det “brune” fedt, da cellerne der så vil suge stoffet til sig. Og det vil så lyse op, selvom der ikke er noget i det. Jeg har jo fastet siden i går, så mine celler er rigtig sultne.

Det går fint, og jeg formår at ligge helt stille. Jeg skal dig styre mine tanker lidt, men jeg forsøgte at tænke på noget godt, og det lykkedes også meget godt for mig. Derudover var jeg rigtig kold, og mine hænder og fødder frøs.

IMG_6756

Efter jeg har ligget i 30 min. kommer sygeplejersken ind med 0,5 liter vand. Det får jeg 30 min. til at drikke. Udover at drikke, sad jeg i 30 min. og rystede på hovedet over et fjollet ALT for damerne blad… Så kom sygeplejersken ind igen og sagde, at nu var det tid til at gå på toilettet og tisse af inden scanningen.

Da jeg kom ind i scanningslokalet, skulle jeg tage alle smykker af og ligge mig på ryggen på lejet. (Jeg morede mig lidt over, at jeg for en gangs skyld ikke var blevet spurgt, om der kunne ved en sandsynlighed for, at jeg er gravid!) Mine arme blev så spændt fast over hovedet på mig, da det er meget vigtigt, at jeg holder dem stille. Jeg blev kørt ind i scanneren og blev lidt overrasket, da jeg troede scanneren så ud som en normal CT-scanner. Det gjorde den ikke, så en følelse af klaustrofobi kom op i mig. Scanneren var nemlig noget længere end en CT-scanner, den mindede en del om en MR-scanner, bare halv så lang. Der var bestemt heller ikke meget plads derinde; der var ikke mange centimeter fra min næse og op til scanneren.

Da jeg lå i maskinen undrede jeg mig meget over, hvorfor der var så mange pauser mellem de rykkede mig. Men jeg forsøgte at bilde mig selv ind at: “De sidder nok bare og diskutere, om de skal tage flere billeder af mig, fordi de ikke kunne se noget på dem, de lige havde taget – bare for at være helt sikker.” Men det var vist bare sådan scanningen er. 😅 Mange tanker gik der i hvert fald igennem hovedet der. Og noget jeg hver gang har tænkt over er, at radiologerne allerede under scanningen måske kan se, hvordan det står til, så jeg prøver altid at bemærke deres reaktioner, når de snakker til mig efter scanningen. Men i dag virkede de i hvert fald ikke bekymrede, så det er nok et godt tegn!

Efter scanningen kunne jeg bare gå. Jeg fik også en æggesanwich med i hånden – det var tiltrængt med lidt mad! Jeg har det okay nu, men jeg må ikke lave noget fysisk krævende resten af dagen, og jeg må heller ikke komme i kontakt med børn de næste par timer. Fordi: “I’m radioactive, radioactive!” 🎶

-Clara💜

Reklamer