Dette brev skulle I have haft på vores sidste skoledag i 9. Klasse. Dengang var jeg desværre bare ikke klar til at skrive det. Jeg har haft lyst til, at skrive der mange gange siden, men jeg har ikke været klar før nu!

Jeg skulle rigtig havde mødtes med jer i går, men jeg kom frem til, at det nok var for det bedste, at jeg blev hjemme. Jeg havde lyst til at fortælle jer alt det, jeg skriver her. Men jeg har ikke lyst til at ødelægge jeres aften, derfor har jeg i stedet brugt tiden på at skrive dette.

Jeg håber, I er godt på vej ud i livet, at I gør det, I drømmer om og er glade! Jeg ønsker jer alt det det bedste i fremtiden, og jeg ved I nok skal komme godt frem i livet, hvis I bare bruger det gode, jeg ved, I har i jer.

Det jeg har brug for at fortælle jer, handler ikke om jer alle sammen, men mange af jer. Det handler også om jer, der ikke synes I mobbede mig – for I gjorde heller ikke noget for at stoppe det! Jeg snakker også kun med få af jer i dag. Jeg snakker kun med de få af jer i dag, som jeg føler gjorde en indsats for, at jeg havde det godt i folkeskolen. Der er også enkelte af jer, som jeg ikke snakker med i dag, som jeg også føler gjorde en indsats, og tusind tak for det! Mere kunne jeg ikke bede jer om, for jeg ved I selv havde det svært i klassen!

Andre kan også lære af dette:

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, jeg får sagt dette højt – ikke så meget for at skælde jer ud, mere så I kan se, hvad jeres magt kan gøre ved et andet menneske, hvis I vælger at misbruge den. Jeg synes også det er vigtigt at få sat fokus på, hvad mobning gør ved et menneske senere i livet og ikke kun mens, det bliver mobbet. Så jeg håber, andre kan lære af dette også. Jeg har I hvert fald brugt de sidste 5 år på at undgå, andre bliver mobbet, da jeg ikke ønsker det for andre uanset hvad! Jeg vil også kæmpe mod mobning i fremtiden!

Alt det I udsatte mig for har betydet utallige mængder tårer, forvirrede følelser og meget lavt selvtillid og selvværd. Det har også gjordt, at jeg er blevet et stærkt menneske, så jeg kan holde til mere end de fleste, men jeg ville sandelig ønske, at jeg lærte det på en anden og knap så hård måde!

Jeg bliver nødt til at sige dette højt:

IMG_6775
Jeg har valgt at censurere ansigterne, da dette blogindlæg ikke siger noget om, hvem personerne er i dag.

Jeg vil gerne fortælle om, alle de “gode” ting, I gjorde ved mig gennem mine første 10 skoleår – jeg vil gerne fortælle, hvad det har gjort ved mig her senere i livet. For lige nu står jeg på en skillevej; her må jeg skille mig af med alt det, der ikke er godt for mig mere, og det er blandt andet alt det I udsatte mig for. For jeg skal have plads til nye drømme og give slip på gamle minder.

Så jeg vil gerne sige jer tak for alt den alenetid, I gav mig i skolen; for alle de dage, jeg gik alene rundt i frikvarteret og havde tid til at tænke over livet.

Jeg mindes specielt en dag, hvor I alle løb i samlet flok rundt på græsplænen, hvor jeg løb efter jer og ikke kunne forstå, hvorfor I grinede af mig og løb fra mig!

Tak for alle de hårde ord, som har gjort mig stærkere i dag, og som har gjort, at jeg nu ved, hvad man ikke skal kalde andre, medmindre man gerne vil gøre dem ked af det.

Jeg husker specielt den dag, I gav mig skylden, for at der ikke var blevet fejet dagen før. Jeg husker hvordan, I kurerede mig for at “glemme” at feje, fordi jeg havde travlt med at komme hjem dagen før, for ikke at græde foran jer pga. noget I sved gjort ved mig. Jeg husker hvordan, I havde fejet alt skidtet ind under mit bord, og var efter mig før jeg overhoved var nået ind i klassen, da jeg mødt ind morgenen efter.

Tak for alle de slag jeg har fået, psykisk som fysisk. Og tak fordi I har styrket mit mod, så jeg tør følge mine drømme… hjemme fra sengen foran tv’et, mens jeg ser programmer og film om den store og spændende verden. Det er nemlig der, jeg er tryggest, for den store verden er jo farlig og fyldt med ubehagelige mennesker! Tak fordi I har givet mig tillid til de mennesker, jeg prøver at få en tæt forhold til, til mine nye venner jeg prøver at lukke ind. Det lykkedes dem også at komme ind til mig, men kun for en tid, for så skubber jeg dem lidt væk, for hvad nu hvis, de kom FOR tæt på?

Jeg husker specielt én, som lod som om, hun til tider var min ven, men som til tider også pludselig var rigtig ubehagelig og voldsom ved mig! Du har gjort, at jeg i flere år har troet, at andre sikkert kun er interesseret i at være min ven, for at de i sidste ende kan dumpe mig eller såre mig! Det ved jeg heldigvis nu, at det kun var noget, DU gjorde!

Jeg vil også takke jer for alt det, I har gjort ved mig her senere i livet:

Jeg vil gerne sige tak for alt den had og frygt i har sat i mig! For så har jeg selv lært, at vende det til noget godt! For jeg har valgt at vende det til det modsatte!

For nu tænker jeg ekstra meget på andre; jeg vil have, alle omkring mig har det godt! Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dem, og sprede kærlighed. Det sidste jeg ønsker er, at nogle er kede af det, jeg bryder mig specielt ikke om, hvis jeg gør dem ked af det, for så føler jeg mig som et dårligt mennesker. Også selvom jeg har gjort det for at passe på mig selv – men det giver mig en følelse af egoisme i steder for selvkærlighed.

Jeg har glemt at tænke på mine egne behov, for alle andres var vigtigere. Jeg ville ikke opleve nogle have det så svært, som jeg har haft det. Jeg har simpelthent tænkt for meget på andre, for at undgå at tænke på mig selv – for så var jeg bange for at blive som jer.

Tak fordi I har lært mig, at andre mennesker kan være farlige! At de måske kun er interesseret i at gøre mig ondt. Nu går jeg konstant med antændernde ude, når jeg er i nærheden af fremmede mennesker. I flere år var jeg bange for, om de vil grine af mig ligesom I gjorde. Nu er jeg bare bange for, om der er nogle, der potientielt kunne finde på at gøre mig noget. I har gjort mig bange for folk!

Tak fordi I har givet mig mod til at elske et andet menneske og tør tro på deres gensidige kærlighed til mig… eller rettere tak fordi I har lært mig at tro på, at intet andet menneske kan elske mig for den, jeg er. Tak fordi I har lært mig at bemærke “faresignalerne” i andre mennesker. Tak fordi I har lært mig, at andre mennesker ikke vil mig det godt. Tak fordi I har lært mig at stoppe mig mens legen er god; inden en person, jeg holder af, sårer mig. Tak fordi I har gjort, at jeg ikke kan fungere i et forhold, fordi jeg ikke har tillid til folk, fordi jeg ikke tør sige min mening, og fordi jeg ikke kan finde ud af at sige, hvordan jeg har det. For det har I lært mig, at jeg ikke skal, for så “forlader folk mig jo bare”!

Måske også derfor det er nogle lidt specielle skabninger, jeg har mødt gennem tiden. Men de forstår mig, vi forstår hinanden, vi taler et spørg som ingen andre taler.

Tak fordi I har lært mig at holde mig i baggrunden, når jeg skulle møde nye mennesker eller starte i en ny klasse. For det er jo der – i baggrunden – jeg “hører til”! Der er her, jeg er i sikkerhed; hvis jeg bare tier stille og gør mig usynlig. Tak fordi I har gjort, at det har taget mig flere år at forstå, at der faktisk finder mange mennesker derude, der gerne vil mig det godt, og som gerne vil høre mine meninger og holdninger. Der findes rent faktisk folk derude, der gerne vil lytte til mig, og som nyder at se mig vokse. Og vigtigst af alt! Jeg ved nu, at der er folk derude, som elsker mig, præcist for den jeg er!

Tak for alle de tårer, jeg har grædt for jer, fordi I selv havde det svært, og ikke turde gøre noget ved det, andet end at lade det gå ud over en anden! Tak fordi I lod mig græde de tårer, I ikke selv turde græde! Tak fordi I har gjort, at jeg er blevet enormt god til at forstå andres følelser, da jeg selv kan genkende dem alle. Jeg kan bare ikke selv sætte ord på mine egne, for dem har der aldrig været plads til…

Tak fordi i har hjemsøgt mig de sidste 5 år og “passet på mig” i mine tanker. Advaret mig hvis jeg blev for “selvglad” og holdt mig tilbage, hvis der var den mindste risiko for, at jeg ikke kunne gennemføre noget. Jeg bliver nødt til at give jer fred nu for alvor! Jeg har prøvet det før, men jeg har ikke været stærk nok til at give slip på jer før nu!

Tak fordi I har lært mig om hierarki og klassespillet, så jeg nu kan smadre det fuldstændig og være med til at skabe en bedre hverdag for alle uden mobning!

Nu skal jeg gå nye veje:

Nu skal jeg for alvor ud og lære, hvordan man stoler på andre, og hvordan jeg lære at stole fuldt ud på mig selv. Jeg skal arbejde med alt den vrede, jeg har opbygget til jer gennem årene. Jeg skal ud og lære at leve med den angst, I har skabt i mig. Jeg skal lære at finde en måde at acceptere, at da jeg endelig fik mod på at komme ud og opfylde mine drømme og stå på egne ben, så blev tæppet trukket væk under mig; jeg fik konstateret kræft. Og nu er jeg på vej igennem et hårdt efterbehandlingsforløb. Heldigvis kan jeg glæde mig over, at dette forløb kun er halvt så hårdt, som det var for mig at gå i folkeskole! Tusind tak, fordi I har styrket mig til at klare selv de værste storme!

Tak fordi I har givet mig nogle at give skylden for alt det, jeg ikke har nået endnu, og for det jeg har svært ved! Tak fordi jeg nu kan finde en grund til, at jeg fik kræft – nu hvor lægerne ikke kan finde en grund.

Tak for alt den tid i har spøgt i mit hoved! Hverken I eller kræften skal styre mit liv fra nu af, det skal jeg selv! Så nu klarer jeg to fluer med et smæk og vinder kampen over jer begge!

Jeg elsker jer så meget, at jeg hader jer! Samtidig med at jeg tilgiver jer! Ikke fordi jeg accepterer det, I gjorde, men for at komme videre!

Kærligst – jeres aldrig mere, Clara!

 

Rart at få sagt det hele højt:

Hvor har jeg mange gange haft lyst til at sige alt dette højt, og få det ud af mit hoved, så jeg kan komme videre med mit liv og komme ud og turde gøre alt det, jeg drømmer om, uden noget skal holde mig tilbage!

Det eneste jeg har tilbage at sige til jer er, at jeg håber, at I er glade nu, at I gør det I drømmer om! Jeg håber, I får det liv, I ønsker, og jeg håber, I kun bliver udsat for halvt så meget, som jeg er blevet udsat for! Jeg håber, I har lært af jeres fejl – I var jo trods alt kun børn, nu er I voksne, så I ved helt sikkert bedre nu!

Hvad skal jeg nu?

Nu har jeg jo endelig sendt jer ud af min verden. Så nu skal jeg lære mine følelser at kende, jeg skal lære at sætte ord på dem og acceptere dem. Jeg skal lære mig selv endnu bedre at kende, få nye drømme og følge dem!

Denne kræft-periode bliver en ny læringsperiode i mit liv, og det bliver en ny start mod noget bedre.

De grundlæggende sten blev lagt i mig i folkeskolen. Jeg har så brugt de sidste 5 år på at ændre dem, hele dem og lappe deres sår. Nu er jeg kommet til en periode i mit liv, hvor det for alvor er blevet tid til at skifte alle stenene ud og komme videre, som en stærkere, modigere og gladere Clara!

IMG_6678

-Clara 💜

Reklamer