Der er “allerede” gået 4 måneder siden jeg hørte ordene: “Du har brystkræft”. Der er sket så utroligt meget siden, både med min krop fysisk og psykisk, men der er også sket en hel masse ting, som ikke havde sket, hvis jeg ikke havde været syg.

IMG_6882

Jeg har været gennem utroligt mange undersøgelser, flere forskellige scanningsmaskiner, samtlige lægebesøg, kemobehandlinger, operation og utallige sundhedspersoner. Fysisk er der heldigvis ikke sket så meget, andet end ar jeg et bryst og nogle lymfer mindre og har et skaldet hoved. (som ikke er så skaldet mere 😉) Psykisk er der sket allermest, jeg kan knap nok genkende den Clara, jeg var for 4 måneder siden! Jeg har ændret, udviklet mig og forbedret mig selv så utroligt meget! Alt sammen til noget godt, synes jeg selv!

Min far sagde den anden dag: “Der er sket så utroligt meget med dig de sidste måneder.” Først troede jeg han mente, at han havde ondt af mig, og alle de ting jeg har været igennem – det tror jeg bestemt også han har – men det var slet ikke det han mente. Han mente, at jeg har udviklet mig så meget, at man ser så mange nye sider af mig selv, og at jeg er blevet noget mere selvsikker. “Nå ja”, tænkte jeg, “det kan der vist godt være noget om!”

Nu ringer jeg til sygehuset, hvis der er noget galt, og fortæller dem, at de nok lige skal rette op på det, eller fortæller dem, at jeg har ret til at komme til til tiden. (fx ringede de fra Riget og sagde, de vil indkalde mig til genetisk undersøgelse – “hmm, nej det tror jeg ikke, jeg skal, for jeg har allerede snakket med dem om det samme på Roskilde sygehus for en måned siden…!”) Det havde jeg ikke gjort for 4 måneder siden, der havde jeg bare ventet, til jeg hørte fra dem, også selvom jeg ventede for længe.

Jeg holder sygeplejersker og afdelinger i ørene, hvis de glemmer noget, eller hvis der er noget, de ikke gør helt rigtigt. (Det er ikke sket så tit, og de har faktisk ret godt styr på det alle steder! Men det sker.)

Jeg har i den grad også kontrol over mit eget behandlingsforløb, jeg spørger ind til alt for at være med hele tiden, og retter på dem, hvis de fx sætter mit picc-line plaster forkert! (Nu lyder det måske næsten som om, at jeg synes sygeplejerskerne er nogle glemsomme nogle, men det er de altså bestemt ikke! Jeg har kun mødt søde og super dygtige sygeplejersker alle steder, jeg har været! De har bare for travlt desværre – fandens til regering – og så er det desværre ikke alt, man kan huske, for det er ikke muligt for noget menneske at huske alle de ting, samtidig med at man står med adskillelige patienter på en gang og er i tidspres!) Men så er det godt, jeg selv er så frisk og “oppe-på-dupperne”, at jeg kan samarbejde med dem om det hele.

Nå, men tilbage til mig! Udover at have kontrol over mit behandlingsforløb – og min stædighed – så har jeg fået stor styring med min angst igen! Altså dødsangten hamrer mig i ny og næ oven på hovedet, men den synes jeg nu også så småt, jeg er ved at få styringen over. Det eneste jeg mærker til angsten, er at jeg tæller konstant, ligger tøj sammen på en bestemt måde og har sommetider en magtkamp med mit puslespil, sådan lidt OCD-agtigt – det er bare min måde at have kontrol over angsten på – ellers mærker jeg kun til den en sjælden gang i mellem.

Jeg er også blevet noget mere bestemt! Jeg ved, hvad jeg vil, hvordan jeg vil have det, og bestemt også hvordan jeg ikke vil have det!! Jeg gider ikke noget pjat, jeg får mine ting klaret og får det ud ad verden, i stedet for at lade det trynge mig ned. Jeg gider ikke høre pjat fra andre, det bliver simpelthent for fjollet for mig – jeg synes nogle gange, folk burde tage sig lidt sammen og få det ud ad verden, der ligger og trygger, i stedet for en masse undskyldninger… der er jeg vist blevet meget hård, men mit hoved har simpelthent vigtigere og større ting at forkusere på, end om du skal tage med til en familiefest eller ej.. altså hvis du ikke gider med, så gider du ikke med, færdig bom! Samtidig har jeg også fået enorm stor forståelse for folk, jeg kan lynhurtigt sætte mig ind i deres situation – hvis de vel og mærke har noget seriøs det trygger. Jeg har fået overskud igen og kan rent faktisk føre en samtale, være fokuseret hele vejen igennem og svare på en konkret måde – i stedet for mmhhn… for det var det eneste min krop havde energi til før, der havde jeg ikke energi til at lytte, fordi min krop kæmpede mod noget større.

Jeg er også blevet så selvsikker, at jeg stiller mig op foran næsten 100 fremmede mennesker, holder en lang flot tale endda på engelsk, trods jeg er mega nervøs, og da jeg fortæller dem, jeg har haft brystkræft, så tårerne sprutter ud af mig, så fortsætter jeg, fordi jeg er sikker nok på mig selv til det. Ikke noget… “hvad mon de tænker”, “åh nej, nu fuckede jeg helt op”, “nej, det var jo overhoved ikke sådan det skulle være”. ..nej, fanme! Denne her gang var jeg stolt af mig selv, selvom stort set alt gik galt – og så alligevel ikke.

Jeg er også blevet meget gladere, mere optimistisk og har fået mod på mange flere ting. Det er som om, jeg virkelig har fundet mig selv mere og mere, og jeg har fundet en mening med rigtig mange ting og lært utroligt meget om mig selv, livet på et sygehus og livet i sig selv. Jeg er blevet en livserfaring rigere end rigtig mange andre. Jeg har fået mulighed for at leve det liv, jeg gerne vil leve – i stedet for bare at leve eller overleve, som mange uden denne erfaring gør.

Noget andet har også udviklet sig, men det har til gengæld sket meget intenst – dagligt den sidste uge! Mit hår er på vej ud igen!!! Der kommer små mørkebrune og helt hvide, forvirrede babyhår ud i toppen af hovedet og omme i nakken! I siderne af hovedet er de ikke helt vågnet fra dvalen endnu, men det kommer!

27652E3B-42E0-4A1D-89FE-4FE008318BC0.jpg

Hvilken farve og form gætter du på, at mit hår får? Jeg giver en pakke chokolade til den første, der kan gætte det rigtigt! Navnet på vinderen kender jeg om 2-3 måneder. 😅

-Clara 💜

Reklamer