Det startede egentlig meget godt ud i går. Jeg var tidligt oppe og mødte på arbejde kl. 7.00. Det gik helt fint på arbejdet, og i min pause blev jeg endda ringet op af en journalist – det hører I måske mere om senere. Da jeg skulle ned til kemo det gik galt… Det er også derfor, jeg først har overskud til at fortælle jer om det i dag.

Jeg var egentlig på næstved sygehus i god tid. Her blev jeg først kaldt ind 30 min. efter min tid, derudover ventede jeg yderligere ca. 30 min. i en rum, jeg havde for mig selv, men det var egentlig dejligt nok, så kunne jeg nå at falde ned efter arbejde. Min sygeplejerske kommer ind og giver mig den fulde premedicinen (antihestamin, binyrebakhormon og noget til mine slimhinder) som planlagt. Jeg venter den halve time, mens det virker. Nu sidder min sygeplejerske inde hos mig, og vi snakker en hel del, og jeg får lidt at spise og drikke. (Det er det dejlige med eftermiddagstimerne, så er der tid til at snakke en lidt.)

IMG_6939.JPG

Nu bliver det tid til at få medicinen ind. Hun orienterer dine kollegaer om, at vi starter kemoen (det gør de altid som en sikkerhedsforanstaltning). Hun starter medicinen, og det vand der altid er i slangen de første (3-10mL. mener jeg, det er) løber ind. Pludselig mærker jeg noget i brystkassen, og min sygeplejerske stopper straks behanlingen. Jeg får pludselig voldsomme vejrtrækningsbesvær, hun trykker med det samme alarmen, som alarmerer de andre sygeplejersker. Jeg går i panik, begynder at græde og stopper helt med at trække vejret et par sekunder. Min sygeplejeske beder mig roligt om at tage det roligt og trække vejret, mit hoved blev knaldrødt, og varmt og hævede helt op. I samme øjeblik (ca  15-30 sekunder efter hun alarmerede de andre) styrter der 3-4 andre sygeplejesker ind på stuen. Min sygeplejerske giver mig en iltslange i næsen, en anden sygeplejerske ligger mig lidt ned, den tredje står klar med antihestaminen, jeg tror også der er en fjerde, der holder øje med mig og min mor. Efter jeg fik iltmasken på aftager trykket omkring lungerne. Jeg hoster stadig efter vejret, og har det som om, jeg bliver kvalt. Mine slimhinder i næsen stoppede også helt til. Sygeplejerskerne snakke om, om de skal give mig antihestamin, men de belutter sig for, at det meget hurtigt aftog igen, så det er ikke nødvendigt. De andre sygeplejesker forlader stuen igen, og jeg falder lidt ned alt imens min sygeplejeske snakker stille og roligt til mig (en af hendes fantastiske evner). Det hele varede kun 2-3 minutter, og det er det, de kaldtes et mildt anfald. Jeg synes også det heldigvis gik hurtigt over, jeg tror bare, jeg var allermest choket over hele oplevelsen. Først det med, at jeg ikke kunne få luft, så panikke og derefter blive stormet af 4-5 sygeplejersker. Jeg er imponeret over at de kommer så hurtigt, det gør mig tryg!

IMG_6935
Trods den voldsomme oplevelse kunne jeg godt frembringe et lille smil

 

Vi ventede derfor en halv time med at starte behandlingen igen. Her var jeg fuldstændig vågen igen, men inden behandlingen var jeg ret døsig af antihestaminen. Min sygeplejerske sad inde hos mig hele tiden og snakkede med mig, det fik mig til at blive rolig og glad igen. Hun ville give mig mere antihestamin og binyrebakhormon, hun skulle bare forhøre sig med en læge først – det fik vi lov til. Hun gav mig til at starte med en halv dosis antihestamin (0,5mL) og binyrebakhormonet, vi ventede 30 min., og så startede vi behandlingen igen, det startede helt fint, jeg fik også kun en meget lav dosis (50mL i stedet for 250mL i timen – tror jeg det bliver målt i). Efter ca  10 min. skruede vi op til 100 mL. Her gik der kun få minutter, og så kunne jeg mærke noget der killede lidt i brystkassen, så jeg bad sygeplejersken om et par minutters pause. Om det var nervøsitet eller en reaktion på kemoen, skal jeg ikke kunne sige. Vi startede kemoen op igen, men den killende fornemmelse fortsatte, og det begyndte at trykke lidt i brystkassen. Så stoppede sygeplejersken behandlingen igen, og sagde vi skulle vente en halv time. Hun gav mig resten af antihestaminen, nu blev jeg rigtig træt, og hun sagde, at jeg nok enten ville falde i søvn her, eller så snart jeg kom hjem.

IMG_6937
Min mor og sygeplejersken muntrede sig lidt over mine røde/hvide øre, det havde de aldrig set før – det kom lige efter reaktionen.

Nu skulle jeg virkelig tisse, så hun fulgte mig på toilettet. Jeg prøvede at styre slangen, så picc-linen ikke gled ud af min arm. Da jeg kom tilbage opdagede jeg desværre, at det var gledet mere end de maks 10 cm. ud ad armen. Jeg kunne heldigvis godt fortsætte behandlingen, trods slangen nu sad helt oppe omkring skulderen i stedet for lige over hjertet. Jeg skulle dog have hevet den helt ud efter denne behandling. Vi startede så behandelingen med 50mL. Efter 10min. skruede vi op til 100mL. Det gik fint, og vi ventede alle spændt. Min sygeplejerske afledte lidt med at snakke om nogle andre ting, og det var rigtig rart, for så tænkte jeg ikke på- og følte ikke efter en reaktion konstant. Vi klarede os igennem de 10min. på 100mL. Til sidst skruede vi op på fuld styrke 250mL., og det gik endelig, som det skulle.

IMG_6941
Min sygeplejerske satte så picc-linen lidt bedre fast, så den ikke faldt helt ud.

Klokken nærmede sig 17.30, jeg havde derfor været i gang med behandlingen i 3 timer og været på sygehuset siden lidt i 13.00. Så det havde været en lang eftermiddag. Heldigvis havde min sygeplejerske tager en vagt indtil 17.30. Hun sagde, at jeg nok skulle op på afdeling 12 (onkologisk sengeafdeling) og have resten af behandlingen. Hun ville ellers gerne blive lidt ekstra og gøre det færdigt, men det må hun ikke, hvis der ikke er en læge i afdelingen – i tilfælde af at jeg reagerede igen (De var nemlig kun 2 sygeplejersker på afdelingen efter kl. 16.00). Klokken blev ca. 17.40 og portøren kom, men i samme øjeblik havde min sygeplejerske set, at der heldigvis stadig sad en læge på afdelingen. Så jeg slap for at komme op på sengeafdelingen, og min søde sygeplejerske arbejde en halv time over, og vi blev færdige med det hele kl. 17.55.

Hun tog til sidst min picc-line ud satte et plaster på. Næste onsdag har jeg fået tid lidt tidligere på dagen i tilfælde af, at jeg reagere på medicinen igen, og det siger min sygeplejerske, der er en risiko for, fordi jeg reagere i dag. Så næste gang skal jeg tage noget forebyggende medicin dagen før, og så skal jeg have fuld premedicin inden behandling. (Normalt begynder man kun af få halv dosis premedicin ved 3. behandling.) Men jeg er i hver fald glad for, at jeg klarede mig igennem og fik alt denne kemo!

IMG_6944
Det bliver nu nok også godt for huden med lidt luft – jeg kan altså simpelthent ikke tåle plastrer!

Sygeplejerskene der hjalp mig under min allergiske reaktion bemærkede godt min trøje (Like my hairdo? My Oncologist did it) og grinede af den. Min sygeplejerske sagde, at hun nu var bekymret for, hvad jeg havde stående på min trøje næste gang. Det grinede vi lidt af. Jeg tænker noget i stil med “Like my red head? My Oncologist did it” – pga. at min hoved svulmede op og blev rødt. 😂

Da jeg kom hjem, var jeg ganske træt og meget sulten, selvom jeg have fået to sandwiches af sygeplejersken. Jeg åd en hel tallerkenfuld spagetti. Trods trætheden klarede jeg mig også gennem to afsnit LOST og fik lavet lidt puslespil, men da klokken var omkring 22.00, blev det altså også sengetid. Så sygeplejersken fik heller ikke ret denne gang – jeg faldt ikke i søvn da jeg kom hjem trods 2mL antihestamin. 😂 Men jeg har så sovet helt indtil kl. 9.00. I dag har jeg det godt og er noget mere frisk! Nu skal der pakkes til en velfortjent ferie!

-Clara💜

Reklamer