Jeg er nu nået blogindlæg nummer 100, så jeg synes det er på tide med lidt tanker fra tiden gennem de sidste 4 måneder.

Kræftdiagnosen er endnu fuldstændig uvirkelig for mig. Det kan ikke være mig? Jeg er alt for ung til at få kræft. Lægerne må have tager fejl, jeg fejlede ingenting og gør det heller ikke nu.
Trods tydelige tegn; den store runde knold bag brystvorten, som var vokset i løbet af det sidste år, og som gjorde tilsidst gjorde ondt konstant. Den røde plet på brystet som vidner om, at huden var helt udspilet af knuden. Den nye knude i det andet bryst, som føltes fuldstændig ligesom den anden. Den konstante træthed, som har resulteret i utallige middagslure og besvær ved at passe en kun 30-timers arbejdsuge.
Så tror jeg stadig ikke på det! Det kan ikke være rigtigt, det kan ikke være mig, som lægerne taler om!

Men uanset om jeg tror på det eller ej, så kom diagnosen. Samme dag, jeg hørte ordene “du har brystkræft”, vidste jeg, der var sket en fejl. Om det var lægen, som ikke undersøgte mig nok for et år siden, så det blev opdaget noget tidligere, eller om det var lægerne i dag der tog fejl.
Inden diagnosen var jeg fuldstændig rolig og overbevist om, at jeg var rask. Jeg tog selv turen til Ringsted sygehus, trods både min søster og ekskæreste havde tilbudt at køre med. “Det er jo ikke noget – de siger jo bare den er godartet, og så er jeg hjemme igen om 2 timer.”
På hele den 45 min. køretur til sygehuset sad jeg fornøjet og sang med på sangene i radioen, uden at skænke brystkræft en eneste tanke. Jeg var på ingen måde nervøs. Jeg var jo alt for ung til at få brystkræft, det havde lægen jo fortalt mig for 10 måneder siden.
Jeg kom ind i konsultationsrummet, mens sygeplejersken sad og trippede lidt indtil lægen kom ind. “Du har brystkræft”.
Jeg husker klap, hvad der skete i timerne efter, jeg rendte rundt som en zombie, mens sygeplejersker fulgte mig rundt fra afdeling til afdeling indtil min far og ekskæreste kom.

Dagene efter var fuldstændig smeltet sammen, som en lang dag på 289,5 timer. Jeg ved ingenting, og det eneste der kører i mit hoved er: at jeg ved, jeg har haft knuden siden juli sidste år og dengang var den også ret så stor… hvordan mon den CT-scanning ser ud… hvordan ser den mon ud?

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle have svar. Minutterne i venteværelset føles som timer. Jeg er løbet fuldstændig tør for tårer, der kommer ingen flere, jeg sidder bare og stirrer ud i luften, mens det ryster helt vildt i benene.
Det er som at sidde på spidsen af en klippe og se ned på døden som vinker til dig nede fra dybet. Du ved ikke om du falder eller om du vokser.

IMG_7183.JPG

Aldrig har jeg følt mig så tæt på at kysse døden, aldrig har jeg troet jeg skulle komme så tæt på, i så ung en alder af bare 20 år!
Jeg kommer ind til lægen, kvalmen presser sig på, og jeg er helt bleg. “Vi kan fjerne alt kræften ved operationen. Den knude du har i højre bryst er også kræft, så den fjerner vi også med det samme. Der er måske en spredning til lymferne i venstre armhule, men hvis der er, fjerner vi dem også med det samme. Du har en plet i hver lunge, men det ved vi ikke hvad er, og det er slet ikke sikkert, det er kræft. Så efter operationen er du i princippet rask!”
Den gigantiske klump der sidder i maven svinder lynhurtigt ind. Sygeplejersken holder konstant hendes øjne på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved ikke, hvad jeg skal to. For 12 dage siden fik jeg at vide, jeg havde kræft, nu siger I, at jeg er rask om 5 dage, ved blot en operation.”

Dagene efter gik lidt hurtigere, men det hele var stadig meget uvirkeligt. Jeg havde lyst til at skrige ud til hele verden: “JEG HAR BRYSTKRÆFT!”, samtidig med at jeg havde lyst til at krybe ned i et lille hul og flygte fra det hele og håbe på, det går væk af sig selv, og at jeg ikke behøver gøre mere.

Operationsdagen kom. Jeg var utrolig rolig inden operationen og vil bare have det væk. Jeg havde stort set ingen relation til mit venstre bryst mere, det skulle bare væk! På den ene side var det sørgmodigt, på den anden side var jeg vildt sur på den lille klump, der voksede inden i brystet.

Efter operationen siger sygeplejersken, “Du er jo ikke syg mere, så kom nu op og stå!” Jeg forstod intet af hvad, hun sagde. Det kan ikke passe, jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro på!
Der gik flere dage efter operationen, før det gik op for mig, at de havde fjernet det hele. Så nu kunne jeg vinke igen til døden, række den fuck-fingeren og rejse mig som aldrig før. “Døden skal satme ikke komme her og spøge hos mig, fy for fanden, hvor skal jeg vise den!”, tænkte jeg.

Siden da er jeg bare vokset og vokset som aldrig før. Jeg kan slet ikke kende den Clara, jeg var før diagnosen mere. Så meget er sket på de sidste 4 måneder, og det fortsætter bare! Nu er jeg for alvor på vej ud i livet, som den jeg gerne vil være!

Der har været enkelte tilfælde siden operationen, hvor jeg er blevet trukket lidt ud på klippen igen, men så snart jeg får trukket mig ind på sikker grund igen, vokser jeg med den dobbelte hastighed.
Klippen trækker lidt i mig igen nu, og det vil den nok gøre, indtil jeg får svar på min brystbensknogleprøve. Men derefter får den heller ikke lov at trække i mig mere – den har intet at komme efter. Og derefter bliver jeg for alvor fri fra klippen og kan løbe ud i verden!
FOR JEG VINDER!

-Clara 💜

Reklamer