Så er jeg kommet gennem den første nat efter biopsien. Heldigvis var jeg så træt og dopet i går, at jeg faldt i søvn, så snart jeg lagde mig i sengen.

Det gik egentlig fint i går. Jeg mødte op på hjerte-lunge afdelingen kl. 6.30 som aftalt. Jeg var nr. 2 på programmet, men det var en størrere operation før mig, så ventetiden var lang. Det væltede ind og ud af værelset med sygeplejersker, læger og rengøringsfolk, men ingen af dem var til mig, ikke før kl. 13.00. Jeg var lige gået på toilettet og lige midt i kommer sygeplejersken endelig ind. Nu måtte jeg godt tage de 2 pamoler og den beroligende pille, der har ligget på mit bord og ventet på mig hele formiddagen.

Jeg sluger pillerne med en smule vand og kort efter kommer portøren, vi får pakkes os sammen og venter et helt kvarter på en ledig eleveator – portøren var nødt til at reservere en til sidst med sådan et specielt kort, han har. I ventetiden når jeg at se både min brystkirurg og den søde anæstesilæge, jeg snakkede med i går. Det var dog en anden anæstesilæge, der stod og ventede foran operationsstuen, en lidt ældre herre som egentlig virkede meget rar, men han så nu også lidt cowboyer-agtig ud. 😂

Vi går ind på den meget advancerede operationsstue, med en masse store maskiner, jeg får en speciel varmedyne på med luft i. Stuen bliver normalt brugt til større hjerte- og lungeoperationer, så udstyret skal jo være i orden, og det må jeg sige, der følte jeg mig tryg. Min søster var med inde, det var egentlig meget rart.

Anæstesilægen ligger er drop i min arm, anæstesisygeplejersken ligger mig godt til rette og operationssygeplekersken snakker til mig hele tiden. Jeg mærker pludselig noget der killer i halsen, og jeg bliver helt rundtosset og spørger anæstasilægen, som han allerede har givet mig noget: “ja, jeg gav dig forresten lidt morfin, kunne du virkelig mærke det?” “Joo, rummet kører i hvert fald lidt rundt…”, men jeg følte mig lettet lave at de ikke var helt startet endnu. De sætter en maske med luft ned over min mund og næse, min støster holder mig i hånden, jeg tæller ned fra 10, og er spændt på om det går hurtigere denne gang. Efter jeg når til 1, siger jeg: “vi ses om lidt”, og så kan jeg mærke den killende fornemmelse over brystkassen, og så ved jeg, at nu falder jeg i søvn om lidt.

Kort tid efter vågner jeg igen, “så er operationen ovre, Clara, vi rykker dog lige hen i din seng.” Jeg tror jeg får spurgt, hvor længe efter operationen, jeg vågnede, og det var kun 5 minutter efter, så det blev jeg glad for, jeg falder så i søvn igen og vågner oppe på opvågningen, hvor min søster kommer ind lige efter. Jeg har en lidt vild fornemmelse af at, jeg jeg drømte under operationen, jeg kan ikkke huske præcist, hvad jeg drømte, jeg kan bare huske, at jeg drømte om er eller andet godt – noget siger mig, jeg var på en varanda med et pænt hus og en smuk have og nogle børn. ☺️

På opvågningsstuen klør det helt vildt om munden og ved næsen, der kommer en ind, jeg husker ikke om det er anæstesilægen, eller hvem det er, men de beslutter at tage min iltdims ud ad næsen, og en siger, at det nok er morfinen eller noget andet, jeg ikke helt kan tåle, som gør at det klør. Det aftaget og jeg får lov at få en dejlig filuris – lige som jeg fik lov til ved min sidste operationen – det er simpelthent det bedste lige efter en operation, fordi man er så tør i munden.

Min kirurg kigger også ind forbi, hun sagde, at det hele gik fint, og at hun synes min knogle så helt pæn og normal ud, så det er nok et godt tegn, men hun kan selvfølgelig ikke sige noget præcist, jeg skal jo først have svar fra biopsien. Nogle sagde der går 10-14 dage til svar, andre sagde, at jeg vil få svar til min næste kontroltid nede på Næstved sygehus. Jeg er lidt nervøs, men samtidig også lettet over at operationen gik så let, så nu er jeg ikke så nervøs for operationer mere.

Jeg bliver kørt op på hjerte- lunge kirurgisk sengeafsnit helt oppe på 15. Etage, en sygeplejerske kommer løbende med mine briller, som stadig lå på operationsstuen – det var rart så kunne jeg se lidt igen! Oppe på sengeafsnittet snakker sygeplejerskene om, at jeg skal blive der til i morgen, fordi jeg havde så ondt, at de måtte give mig mere morfin nede i opvågningen. Men det havde jeg slet ikke tid til, jeg skulle bare hjem, for jeg skulle jo op og have kemo i dag, onsdag.

IMG_7291
Udsigten var ikke helt skidt fra mit en-mands-hotelværelse på 15. Etage

Jeg skulle så ud tisse, og min søster fulgte mig, jeg var noget nervøs for, om jeg besvimede, da jeg rejste mig – ligesom ved sidste operation. Det gjorde jeg heldigvis ikke, men balancen var ikke god, og da jeg sad på wc’et, fik jeg voldsom kvalme, men jeg kastede heldigvis ikke op. Jeg fik så lidt mad, og min far kom, for jeg måtte ikke tage hjem alene efter, det må man ikke efter en bedøvelse, og jeg kunne ikke komme med FlexTrafik pga. fjollede regler. Sygeplejersken og en læge kom ind, han sagde det var okay, at jeg ville tage hjem, men at jeg burde vente, til jeg følte mig helt klar. Jeg prøvede så at komme i tøjet, men blev dårlig igen og helt svedig. Jeg ringede efter sygeplejersken, hun tog min puls, den var lidt lav, men hun mente ikke, jeg havde feber. Hun gik ud og snakkede med lægen. Jeg snakkede lidt med min far og søster, og pludselig fik jeg det skidt igen og kastede alt, jeg havde spist, op igen – den mave gad ikke have noget i sig, den havde lige vendt sig til at faste hele formiddagen jo. 😅

Bagefter havde jeg det virkelig godt, jeg fik tøj på, gik en tur på gangen og så udsigten ud over byen, herefter var jeg klar til at finde en bus og et tog hjem til mit savnede puslespil!

IMG_7292
Farvel og tak for denne gang Riget – jeg håber ikke vi ses lige foreløbigt!

På vej hjem i toget svedte jeg helt vildt, så jeg kunne kun have min stropbluse på, så kunne alle godt nok se plasteret fra operationen, men sådan er det. -Og Monica: vi fik ret, jeg nåede også at grisse mine andre bukser til, denne gang med cola, i mandags var det jo med is! 😂 Så jeg måtte ud og skifte til is-bukserne, det lignede jo jeg havde tisset i bukserne…

Da jeg kom hjem satte jeg mig ind til mir savnede puslespil, mine forældre og jeg nåede at se et afsnit LOST, men sp måtte jeg også ind i seng. Jeg har sovet på det lille værelse i nat – der hvor jeg sov efter sidste operation og nogle kemoer. Der er nemlig elevation i sengen, og det har vist sig for at være godt, for jeg kan ikke rejse mig lige op fra sengen selv, kun vil jeg lille på siden, men det gør også ondt. Generelt minder smerterne en del om sidste operation, så det tror jeg er et godt tegn, for så er det de kan se i brystbenet nok bare fordi, de ramte brystbensknoglen lidt ved operationen. 🤞🏽

Så er det ned og have kemo i dag, og der kommer en journalist med, så det bliver spændende!

-Clara💜

Reklamer