For 30 minutter siden tog jeg 2 piller. Det er en premedicin, jeg skal tage dem 2 timer før hver af de sidste 3 kemobehandlinger. Jeg kan godt mærke de allerede sløver mig lidt. Jeg sidder og hygger med min kat Garfield i sofaen, inden vi kører mod Næstved sygehus om lidt.

img_7639.jpg

Jeg arbejder igen:

Men der sker utroligt meget for tiden, jeg er begyndt at arbejde lidt mere igen og er kommet op på normale vikartimer (det betyder, de igen kan kalde mig ind, når de vil – på nær onsdag, hvor jeg får kemo). Førhen magtede jeg kun maks to arbejdsdage i træk, og helst ikke for mange timer på en dag. Nu kan jeg sagtens klare en 5-6 timers arbejdsdag ind i mellem, dog skal jeg ikke lige starte ud med en fuld arbejdsuge endnu. Mine kollegaer er heldigvis gode til at tilpasse mine timer efter, hvad jeg kan. De sørger for, at jeg kun har arbejdsopgaver, jeg magter, og de er gode til at spørge ind til mig i løbet af dagen. Så det er virkelig godt!

Det har helt klart også været en fordel for mig, at jeg kun har været ansat som vikar. For så har det været lettere at balancere arbejdet ved siden af mit behandlingsforløb. Jeg har heller ikke følt, dårlig samvittighed over for mine kollegaer, ved at de har manglet mig, i forhold til hvis jeg var fuldtidsansat. Nu er jeg bare utroligt glad for, at de er glade for at have mig tilbage. De har vist fuld opbakning til mig gennem hele mit behandlingsforløb, det siger bare noget om, hvor fantastisk en arbejdsplads, jeg har! Nu ser jeg frem til at starte helt op som vikar igen, og hygge med børnene og være sammen med mine kollegaer!

Mit eget projekt blomstrer for tiden:

Udover arbejdet i min børnehave arbejder jeg også en hel del på mit eget projekt. Jeg forsøger jo, at komme ud til så mange mennesker som muligt, så vi kan få mere fokus på kræft, det at være ung og have kræft, og hvordan er at gå igennem et behandlingsforløb. Jeg har jo hele vejen igennem mit behandlingsforløb haft kontakt til diverse medier, det startede med, at TV2 ville lave en dokumentar om mit forløb (der skal jeg så ikke være med alligevel). Lidt senere delte kræftensbekæmpelse og støt brysterne min blog og historie, og derefter har jeg selv kontaktet ALT for damerne, som gerne ville dele et af mine blogindlæg, som fortæller min historie. Jeg har også samarbejdet med TV2 ØST om at lave er nyhedsindslag, som snart bliver vist på TV2 ØST. Nu er der en fotograf og en journalist mere, som har kontaktet mig og spurgt, om jeg ikke vil være med i et par spændende projekter. Så der sker en hel masse godt med mit eget projekt!

Jeg har en del bivirkninger igen:

Det er ikke nogle slemme bivirkninger, men de er der. Jeg ville også undre mig, hvis der ikke bare kom et eller andet, for jeg har simpelthent så meget energi og overskud under den her kemobehandling med Taxol. Andre jeg kender, som har gået gennem det samme, havde en del flere bivirkninger på det her tidpunkt, specielt træthed er gået igen hos flere af dem. Men jeg nyder det helt bestemt! (En forklaring kan være, at jeg indtil nu har fået noget medicin, som indeholder noget som enten er eller minder om speed). Det er dejligt, jeg kommer så let igennem det. Det eneste der har været, var den ene allergiske reaktion, jeg fik lige i starten af Taxol-behandlingen, og så lidt træthed samme dag som behandlingen.

Siden da har jeg kun døjet lidt med noget, der minder om blærebetændelse; det er ikke blærebetændelse, men det er nok fordi Taxolen har angrebet mine slimhinder en lidt. Det kan jeg også mærke i mine øjne, jeg er nemlig begyndt at have en del øjengener; det hæver op omkring øjnene og de svier – når de svier løber de i vand, og når de løber i vand, svier de endnu mere. 😅 Derudover har jeg vågnet flere gange om natten den sidste uge, jeg mærker heldigvis ikke så meget til det i løbet af dagen, men det er første gang i hele mit behandlingsforløb, at jeg sovet dårligt(måske pga. tidligere nævnte medicin), jeg har egentlig sovet virkelig godt gennem de sidste 5 måneder! Den værste bivirkning er nok, at min hånd hæver lidt, og de ledsmerter det giver i hånden og op i armen. Jeg venter stadig på en henvisning til en lymfødemspecialist, men den kommer nok snart.

Tid til kemo og det videre forløb:

Nu sidder jeg og venter på at komme ind til min onkolog og få fastlagt mit videre behandlingsforløb! Det bliver godt at få styr på det! Bagefter skal jeg ind og have min 3. sidste kemo, og så har jeg kun 2 tilbage!!🎉 Jeg skal have en lidt mindre dosis fra næste gang, da jeg er begyndt at få føleforstyrrelser i fingre og tær. Til gengæld slipper jeg for at sidde og få premedicin ind heroppe allerede fra i dag. Så sparer jeg 45 minutter på sygehuset hver gang – premidicinen tager jeg nemlig i pilleform hjemmefra nu.

IMG_7640

Det videre forløb:

Nu sidder jeg i den varme stol mens kemoen løber ind. Det gik fint med lægebesøget. Min onkolog har sendt en henvisning til strålebehandlingen, så jeg kan få strålet venstre side (venstre brystar og armhule) i første omgang. Hun har også sendt en henvisning til brystkirugisk på Rigshospitalet, for så skal vi lige finde ud af, om jeg også skal opereres i mit højre bryst, eller om det blot skal strålebehandles.

Min onkolog ville lige slå op i et skema, for at finde den rigtig mængde strålebehandling til mig ud fra størrelse på den tumor, jeg havde, min alder og det antal lymfer, jeg har fået fjernet. Der var bare et problem; jeg var helt udenfor skemaet! 😂 Eller størrelsen på tumoren og antal lymfer, der er fjernet, går ind i skemaet, men min alder er helt ude af skemaet! Men det overrasker mig ikke! Jeg har fået den sidste Zoladex indhentning i dag, og så starter jeg snart på antihormonerne. Jeg får dem til mit næste lægemøde, som er en uge efter min sidste kemobehandling. Det er rart, der er ved at være styr på det hele!

-Clara💜

 

Reklamer