Søndag aften kl. 23.59 loggede jeg af alle sociale medier. Jeg vil ikke logge på igen før på mandag kl. 00.01. Jeg har kun “snydt” en gang. Det var tidligere i dag; her var jeg lige inde og dele et link til en artikel om mig på min facebook gruppe “Claras brystkræftforløb – Clara’s breastcancertreatment” og fortælle, at der kommer et indslag om mig i aften kl. 19.30 på TV2 ØST. Derefter loggede jeg med det samme af igen.

Ind til videre er det gået ret godt! Jeg har kun et problem: jeg kan ikke finde ud af at logge ud af messenger, så jeg får stadig notifikationer om nye beskeder. Jeg har dog fjernet så mange notifikationer som muligt, så jeg kun kan se der ligger beskeder, men jeg kan ikke se hvilke.

IMG_7646
Jeg har fjernet alle sociale medier fra min forside, så jeg ikke bliver fristet.

Pause

Det har været enormt rart at holde pause fra de mange beskeder, notifikationer og ligegyldige nyheder. Jeg har faktisk slet ikke savnet de sociale medier, tvært imod får den manglende onlinesatus mig til at slappe af. Der er ikke hele tiden en ny besked, jeg lige skal svare på, eller en ligegyldig notifikation jeg bare føler, jeg SKAL se.

Jeg håbede, det kunne gøre lidt ved min nattesøvn også. Indtil videre er den ikke blevet bedre, men det kan også være noget af den medicin, jeg får, som generer min søvn. Men det har i hvert fald givet mig bedre muligheder for at være mere mentalt tilstede i hverdagen, det har givet mig tid og plads til at lave flere ting sammen med andre, og det har fået mig til at slappe mere af!

Jeg var ikke afhængig

Jeg føler ikke, jeg har været afhængig af at være online – kun i forhold til, at kunne dele mine blogindlæg. Men jeg har sagtens kunne ligge min mobil fra mig, sætte den på lydløs og først kigge på den, når jeg havde tid eller lyst. Ofte var det dog sådan, at så snart jeg kedede mig, satte jeg mig med min mobil og kiggede skiftevis gennem Facebook og instagrams uendelige nyhedsstrømme om fuldstændig ligegyldige ting. I stedet burde jeg bruge min tid på noget mere fornuftigt og være mere tilstede.

Meget at se til alligevel

Min mail har jo stået åben, og den har der været ret godt gang i de sidste dage, så helt fred har jeg heller ikke fået. Men det er heldigvis nogle spændende muligheder, som er kommet ind på den. Jeg burde også have lukket ned for min mail, men så vil jeg ikke kunne se, om jeg har modtaget en vigtig hensivning eller andet vigtigt fra sygehuset eller kommunen.

Jeg får også flere og flere påmindelser, som holder mig i gang. Jeg bliver nemlig nødt til at sætte en reminder på, for alt jeg skal huske, da jeg virkelig husker dårligt for tiden. Jeg håber virkelig, at huskeren bliver bedre med tiden – at det kun er en midlertidig kemohjerne!

Jeg har også haft rigeligt med aktiviteter, så jeg har ikke rigtig haft tid til at være online. Der har været arbejde, yoga, træning, kursus, cafetur, kemo og mere arbejde – så det har været rigeligt at se til!

Mere ro til hovedet har det i hvert fald givet mig, og overskud til meget andet, jeg hellere vil bruge min tid på. Nu skal jeg bare klare mig igennem de sidste 3 dage – det tror jeg, at jeg kommet til at klare helt fint. Men jeg må indrømme, jeg nu også glæder mig til at logge på igen og se, hvad der ligger og venter på mig. 😉

-Clara💜

 

Psst..! Jeg kommer i TV2 ØST kl. 19.30 i dag – hvis du ikke når/nåede at se det, kan du finde indslaget på nettet.

Reklamer