Der var søndag eftermiddag for en uge siden, jeg sad oppe i Vandrotten sammen med min søster og hendes kæreste, pludselig ringede min mobil. Det var en journalist fra TV2 ØST, hun forklarede lidt om et tv program, der hedder Profilen, jeg fangede kun halvdelen af det, hun sagde, for vi var på vej op af det højeste fald i Vandrotten(en forlystelse i Bonbonland). Men jeg hører journalisten nærmer sig noget, der lyder vigtigt. Vi er på toppen af faldet og båden vender snuden ned ad i fuld fart. “Vil du være med i Profilen på tirsdag mellem 19.50-20.10”. Plaaaask! Vi er nede af Vandrottens højeste fald, vandet sprøjter ud til alle sider, jeg forsøgte at dække min mobil med min hætte, for at undgå for meget vand, men det lykkedes ikke. Jeg er helt våd. “Joo, det kan jeg nok godt.”

Herefter havde jeg kun 2 dage til at forberede mig på at skulle live i 20 minutter! Hvor det handlede om mig, og hvor alles øjne var på mig. Det var lidt skræmmende at tænke på, men også lidt spændende! Jeg nåede at snakke med journalisten en gang mere, så jeg kunne forberede mig lidt på de emner, hun gerne ville snakke om.

“Hvorfor synes du, vi skal snakke mere om kræft?” Hmm… “Hvorfor skal vi snakke mere om kræft? …det skal vi jo bare, det er så vigtigt, fordi det rammer alle på en eller anden måde…” hmm… “Hvad er det, du ønsker vi snakker mere om?” Hmm… “Det hele vel? – Ja den holder måske ikke i et interview… hvad er det mere specifikt, vi mon bør snakke om? Og hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg fik kræft? Bumbum… ja det hele…måske? -men specielt at det ikke nødvendigvis er en dødsdom – at der faktisk er rigtig mange, som overlever!”

Tankerne kørte på højtryk…

Det blev tirsdag og jeg sad i bilen på vej til kræftens hus i Næstved, her skulle slaget stå, og jeg skulle møde op kl. 18.30. Jeg nåede lige at ringe til min søde mormor på vejen derned: “hej mormor, jeg kommer forresten i tv’et igen i aften, denne gang er det direkte, det er fra 19.50-20.10.” “Nå, nå, det er godt, så optager jeg også det.” (Ikke en snært af overraskelse var i hendes stemme, det er vist bare blevet en selvfølge for hende) 😅

Da jeg kom ned i kræftens hus, blev jeg mødt af to kæmper TV2 ØST biler – eller nærmere busser. 😂 Jeg tænkte: “Gud, har de virkelig kørt to store biler herop, bare for at filme mig i 20 minutter? – og hvor mange mennesker står der mon indenfor?

Der var heldigvis kun 2 kamerapersoner og værten, så der blev jeg hurtig helt rolig igen.

Først snakker jeg med værten alene, og vi gennemgår sammen, hvad vi skal snakke om. Det var godt at bruge lidt tid på det, for så kunne jeg lige “tale mig varm”, og var endnu bedre forberedt.

Derefter gik vi ind foran kameraerne og lavede lydprøver. Og så fik jeg mulighed for, at øve mig på at svare på spørgsmålene, jeg kunne nå at svare alt det jeg ikke ville, så jeg kunne svare rigtig, da vi skulle live.

Mine tanker kørte stadig på det samme spørgsmål: “Hvorfor vil jeg gerne have, vi snakker mere om kræft?” Og jeg nåede heldigvis at komme frem til hvorfor og hvad!

Mens mine tanker kørte, var det mussestille i lokalet, men der var ikke mussestille i værten og kamerapersonernes hoveder – her var der flere forskellige stemmer som snakkede til dem inde fra tv stationen.

Nu var det endelig tid til at gå på. Det kørte virkelig godt, jeg undrede mig dog lidt over, at værten spurgte om 2 spørgsmål, som stortset var de samme, men jeg svarede så godt, jeg kunne. På et tidspunkt undrede jeg mig lidt over, hvad det var min mund den sagde, for jeg følte jeg svarede på noget helt forkert. Jeg var dog overrasket over, hvor god jeg var til at være fokuseret – det føltes ikke som en eksamen, hvor jeg bare skulle sige et eller andet. Her kunne jeg stå og analysere, det jeg sagde, og jeg følte ikke, jeg skulle være hurtig til at svare, men at jeg havde tid til at tænke mig om, før jeg svarede. Det var ret sjovt, så sjovt at tiden gik enormt hurtigt, så pludselig var vi næsten færdige. Værten ville bare have en meget vigtig detalje med: at en kræftdiagnose ikke nødvendigvis er en dødsdom! Det gik op for mig, at det nok var det, hun fiskede efter i starten af interviewet, hvor hun spurgte om næsten det samme to gange – jeg havde bare fuldstændig glemt det vigtige budskab, som ellers var en af de vigtigeste budskabet, jeg havde nævnt for værten inden interviewet.

Men det var en vildt fed følelse, jeg havde efter, vi var færdige – der var også en vildt fed stemning i lokalet, værten, kamerapersonerne og jeg selv var lidt oppe og køre. Jeg gennemgik nogle af spørgsmålene sammen med værten, (folk kunne stille spørgsmål til mig på facebook under udsendelsen). Værten sagde, at det var længe siden, der var kommet så mange spørgsmål til et interview. 😃 Jeg følte på intet tidspunkt, at det var udfordrende, at jeg havde kameraer på, jeg glemte faktisk helt, at der sikkert var en del, der så med – ja jeg havde vist slet ikke tid til at tænke på det. 😅

På vej hjem i bilen var jeg stadig helt oppe og køre. Da jeg kom hjem, så jeg interviewet igennem to gange, og blev helt overrasket over, hvor godt det egentlig gik, og hvor mange gode pointer, jeg egentlig fik med. 🎉

Det er nok det sjoveste, jeg har været med til af medie-ting! Det var virkelig fedt det der med, at man er live – der skal man virkelig være på!

C85963BE-2E5C-44D9-9120-9A534559FDBD
Der var også plads til selfies med værten Mette Ejlersen!

Har du ikke set interviewet endnu, eller ønsker du at se det igen – kan du finde det på min facebook side “Claras brystkræft forløb – Clara’s breastcancer process.”

-Clara💜

 

Reklamer