Det er blevet til en del blogindlæg i løbet af nu sidste uge, alligevel føler jeg ikke, jeg er lige tilfreds med alle blogindlæg, det bliver til. Jeg kan godt mærke, at jeg har for mange usammenhængende ting om ørene lige nu, til at jeg kan koncentrere mig om at skrive et rigtig godt og gennemarbejdet blogindlæg. De rigtig gennemtænke og dybdegående blogindlæg er dem, jeg elsker allermest at lave, men det er samtidig også dem, som tager aller længst tid.

Jeg elsker at blogge og ville ønske, jeg kunne leve af det, men kan jeg desværre ikke – i hvert fald ikke endnu!

Jeg går konstant og får ideer til nye blogindlæg. Når jeg får en ide, skriver jeg den straks ned, så jeg ikke glemmer den. Men allerhelst ville jeg gerne kunne gå i gang med at skrive blogindlægget med det samme, men desværre kommer ideerne ofte på meget upassende tidspunkter: fx når jeg står midt i supermarkedet og er ved at købe ind, eller når jeg står på sygehuset og skal ind og snakke med nogle. Når jeg så endelig er færdig med en ting, skal jeg direkte til noget andet, det betyder altså at mine blogindlæg bliver udskudt hele tiden. De bedste af ideerne bliver udskudt meget, da de tager lang tid, og de “mindre” ideer, dem får jeg først tid til at skrive om aftenen (lige som denne). Men om aftenen er jeg træt, så blogindlæggene bliver ikke altid lige gennemarbejdet.

Mit arbejde

Jeg ser bloggen lidt som et arbejde, det er selvfølgelig noget, jeg laver af egen fri vilje og når det passer mig. Jeg føler, at det gør en forskel i min hverdag, når jeg har skrevet et virkelig godt blogindlæg. Lige som når jeg tager på arbejde – blot 3 timer i børnehaven kan give mig en følelse af, at jeg har haft en helt normal dag, hvor jeg føler, jeg har lavet noget, der giver mening.

De dage, hvor jeg “kun” har få ting i kalenderen, fx et sygehusbesøg og en aftale hos bandagisten – der føler jeg, ar  de to ting tager det meste af min dag, og det får mig ikke til at føle, at jeg har lavet noget specielt den dag. Jeg savner at lave nogle større, længere og mere sammenhængende ting i løbet af en dag. Når jeg ligger mig i sengen om aftenen, føler jeg lige, jeg havde gjort det dagen før.

Selvstændig

De dage hvor jeg intet har i min kalender er faktisk de bedste – ikke fordi jeg har “fri” hele dagen – men fordi, at jeg så har tid til at lave et større sammenhængende projekt. Jeg sidder nemlig ALDRIG stille en hel dag, jeg skal helst lave så meget som muligt, hvis jeg bare har tiden og mine egne rammer til det! De dage kan jeg skrive, de der gode gennemarbejdede blogindlæg, de dage kan jeg rydde op og ud i hele stuen og slutter af med hovedrengøring, og om aftenen kan jeg slet ikke stoppe igen, fordi jeg er så godt i gang. De dage føler jeg virkelig en mening med det hele, og jeg føler, at jeg har fået noget produktivt ud af min dag.

Så nu savner jeg virkelig bare noget mere sammenhængende i min hverdag, jeg kan selvfølgelig ikke gå ud og udføre et fuldtidsjob, men bare 3-4 timer med meningsfyldt arbejde vil gøre mig glad! Jeg kan godt nok kun overskue 3-4 timer 2-3 dage om ugen, enten i børnehaven, ved bloggen eller med et projekt, det er nok til, at det giver mening for mig. Så nu er det bare med at komme i gang igen, inden dagene smelter for meget sammen.

Jeg må få styr på det, inden jeg ikke har det mere!

Jeg vil bruge de næste par dage på, at forsøge at få konstrueret en mere sammenhængende hverdag, starte nogle større projekter og finde mere tid til at skrive mine blogindlæg. For så snart jeg starter i strålebehandling, bliver jeg virkelig udfordret, og der skal virkelig holdes fokus på at lave noget hver dag for at mine dage skal give mening, så jeg ikke falder lidt ned i et hul.

Men det er fantastisk, at jeg har min blog, den gør mig så glad, og jeg synes, det er fantastisk at læsertallene bare stiger og stiger hver uge – det motivere mig rigtig meget til at gøre mig blog endnu bedre og endnu større! Den bliver forhåbentligt til noget meget stort en dag! 😃🤞🏽

-Clara💜

Reklamer