Efter mødet i dag følte jeg mig både mere afklaret, men samtidig endnu mere i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Jeg fik nogle ting at vide, som overraskede mig lidt, men også nogle ting som gjorde mig mere rolig. Der er mange fordeler og ulemper ved de to valgmuligheder, jeg har.

BB9C1120-09DF-425F-B3D1-E5E7E48E1BB1.jpeg

Jeg har stillet grunde for og imod op overfor hinanden, måske det kan hjælpe mig til en beslutning.

Hvis jeg siger JA tak til operation:

For: Jeg slipper for strålebehandling på højre side. Jeg slipper for at bekymre mig om, om kræften kommer igen. Mine bryster bliver lavet, så de ser ens ud. De kan lave operationen ret hurtigt.

Imod: Det er en voldsom og smertefuld operation, da jeg får lagt en ekspander ind under min brystmuskel, så den bliver mast udad. Jeg får nok heller ikke lov at beholde min brystvorte, da den højst sandsynligt vil sætte sig skævt, når de sætter ekspander ind, og så har jeg 3% risiko for at få kræft i den – der vil også blive fjernet noget af huden af brystet. Jeg vil under ingen omstændigheder kunne amme. Ekspanderen skal sidde der helt indtil, jeg skal have rekonstrueret mit venstre bryst om lidt under et år. Operationen skal ske umiddelbart efter strålebehandlingen på venstre side er færdig, for så kan jeg “spare” strålebehandlingen på højre side.

Hvis jeg siger NEJ tak til operation:

For: Jeg kan MÅSKE amme – men det er slet ikke sikkert, for med alt den kemo, strålebehandling og den første operation er det slet ikke sikkert jeg er i stand til det – det er jo slet heller ikke sikkert, jeg vil kunne, hvis jeg ikke havde været nødt til alt den her behandling. Jeg vil beholde alle mine følelser i brystet – det vil føles rigtigt/ægte. Jeg vil kunne beholde mit bryst og min brystvorte, som det er – jeg vil bare skulle indfinde mig med, at det er lidt mindre end det plejer. Jeg slipper for den voldsomme operation. Min onkolog vil holde skarpt øje med brystet og vil ultralydsscanne det en gang om året – de vil derfor kunne opdage meget hurtigt, hvis der er forstadier til kræft, eller et meget tidligt stadie af kræft.

Imod: Jeg skal have strålebehandling på højre side. Der vil være 30% risiko for, at kræften opstår igen – men om det kommer om 1 år, om det kommer 100 år eller om det aldrig kommer, er der ingen der ved – og jeg er så ung nu så min brystkirurg tvivler på, at jeg skal være så uheldig at få det igen i en ung alder (vi snakker inden for de næste 10 år) – det er i hvert fald meget usansynligt. Jeg burde dog skulle opereres på et senere tidspunkt uanset hvad – men jeg vil godt kunne vente 5 eller 10 år, til når jeg har fået børn eller til når jeg føler mig helt klar til at få lavet et bryst, som ikke føles rigtigt.

Jeg har endnu ikke taget en beslutning om noget endnu, men jeg har fået en tid hos en plastikkirurg i starten af næste måned, og så vil de kunne operere mig enten mellem jul og nytår eller i begyndelsen af det nye år. De skal have svar nogle dage efter mødet, så jeg har stadig lidt tid til at beslutte mig. Men det er en mega svær beslutning, for det er en beslutning, jeg skal tage helt selv, ene og alene! Jeg skal tage højde for nutiden, men også tage beslutninger om noget langt ude i fremtiden – jeg kan ikke helt overskue det.

Normalt vil jeg spørge jer om jeres mening, men den her gang, vil jeg bede jer lade være, for jeg kan bedst tage min egen beslutning uden andres meninger.

-Clara💜

Reklamer