Jeg er lige kommet hjem efter 2 intensive skrivekursusdage i Nyborg. Det var fantastisk, inspirerende og meget lærerigt. Det er et kursus, der er lavet REHPA – et rehabilliteringssted for kræftramte og tidligere kræftramte. De forsker bl.a i deltageres helbred og livkvalitet før og efter et kursus/ophold, men de laver igså meget mere.

Det her kursus var virkelig spændende. Da jeg kom, følte jeg slet ingen overskud til at fordybe mig i noget. Men i dag gik det op for mig, at jeg har glemt tid og sted de sidste par dage – jeg var simpelthent fuldstændig opslugt af kurset og af at skrive. Vores undervisere var Pablo Lambías og Trisse Gejl, begge rigtig inspirerende.

Jeg vil gerne dele en lille tekst med jer, som jeg skrev i går aftes, som jeg selv synes er blevet ret god.

Vinden trækker stille i mit år, så det danner et fint slør efter mig. Jeg mærker græsset mellem tæerne og solens stråler, der prikker i ansigtet. Træerne bøjer stille omkring mig, mens bladene flakser en smule. Bag mig er det lysende fyrtårn, der viser vejen for alle de små skibe, der glider gennem fjorden. Skibene er grønne og blå, lakken er let skrabet af. De ser ud som de plejer, dog ser besætningen mere tilgroet ud siden sidste år. Bakketoppen under mig svajer næsten med vinden, jeg genkender duften af lyng og tusindfryd, og møder slåens blanke overflade.

Det sitrer i mit ansigt, mundvigene hviler i kinderne. Øjnene dvæler langs vandkanten, hvor bøglerne stille risler ind. De danser næsten med stenene i vandkanten og det glimter så fint i sandet, som små perler, det er tabt ud over gulvet. Jeg læner mig bagover, strækker armene ud og suger alt ind.

 

Stedet jeg beskriver er en perle et sted i Danmark, jeg godt kan lide at komme. Jeg tænker, der er flere på min fars del af min familie, det genkender stedet. ☺️

-Clara💜

 

Reklamer